Ku Klux Klan er gammel racisme og nutidig racetænkning, viser ny dokumentar

Ku Klux Klan er heldigvis kun en skygge af sig selv, men racetænkningen lever langt uden for deres små kredse

De er ”hætteklædte, hovmodige og hovedløse børn af menneskeforagtens onde ånd, som oven i købet påberåber sig kristendommen”, skriver sognepræst Jesper Bacher efter at have set dokumentarprogrammet ”Det nye Ku Klux Klan”. – Foto: Rainier Ehrhardt/Reuters/Ritzau Scanpix.
De er ”hætteklædte, hovmodige og hovedløse børn af menneskeforagtens onde ånd, som oven i købet påberåber sig kristendommen”, skriver sognepræst Jesper Bacher efter at have set dokumentarprogrammet ”Det nye Ku Klux Klan”. – Foto: Rainier Ehrhardt/Reuters/Ritzau Scanpix.

Alting er ikke sort og hvidt. Det er godt nok ofte sagt og hørt. Og det er jo rigtigt nok. Der er mange nuancer og gråzoner, og det er alt for firkantet og unuanceret at se den brogede verden i sort og hvidt. Det er så rigtigt. Altså i de fleste tilfælde. Der er også tilfælde og situationer, hvor vi må trække en klar forskel mellem sort og hvidt, ondt og godt. Hvor vi må turde være ensidige og ikke fortabe os i grå halvhed og grå mellembestemmelser med udtryk lånt fra en nytårsprædiken af K.E. Løgstrup i 1940 under besættelsen.

Der er sort og hvidt i denne verden. Racisme er der eksempelvis ikke noget godt at sige om, mens der i princippet kun er godt at sige om anti-racisme. Ganske vist med den afgørende tilføjelse, at det er synspunkterne, som er rendyrkede i deres ondskab og godhed, ikke de mennesker, som nærer synspunkterne. Ligesom det gælder, at gode slagord udmærket kan tjene en slet og destruktiv dagsorden. Anti-racisme er stundom et figenblad for noget helt andet.

Ja, sådan tænkte jeg, inden jeg tog en dyb indånding og satte mig til se en amerikansk dokumentar ”Det nye Ku Klux Klan” på DR2 om en af denne verdens entydig afskyelige organisationer. Selve indbegrebet af racehad – og vold. Disse hætteklædte, hovmodige og hovedløse børn af menneskeforagtens onde ånd, som oven i købet påberåber sig kristendommen og forbinder Jesu navn med deres perverse menneskesyn. Jesus elsker dem sikkert alligevel, men det falder de fleste af os andre mere end svært. Nej, om Ku Klux Klan er der ikke noget godt at sige. Det skulle da lige være, at de nu er reduceret til en flok landsbytosser uden noget, der ligner reel magt og gennemslagskraft.

I ”Det nye Ku Klux Klan” havde den sorte komiker Walter Kamau Bell ikke desto mindre frimodighed og sort humor til at aflægge besøg hos Ku Klux Klan rundt om i USA. Humor er også et våben, og Walter Kamau Bell formåede at udstille klansmændenes menneskelige og intellektuelle ynkelighed. 

Ku Klux Klan kaldtes ny, fordi dele af bevægelsen var blevet, hvis ikke mere moderat, så mindre militant. Nu er de ikke så meget imod andre racer, som de er for den hvide race, og Walter Kamau Bell fik håndtryk og en venlig modtagelse, når han gjorde sine feltstudier blandt de erklærede racister. Det nye Ku Klux Klans medlemmer vil blot leve blandt deres egne racefæller og går ifølge dem selv ind for en slags fredsommelig apartheid.

Deres tankegang var dog grundlæggende uforandret. De kutteklædte ledere kalder sig stadig stortroldmænd, der bliver stadig tændt kors, og mennesker af andre racer bliver stadig kaldt for beskidte.

Ku Klux Klan er heldigvis kun en skygge af sig selv, men racetænkningen lever langt uden for deres små kredse.

Race eller hudfarve er igen blevet en måleenhed, og det hæslige hvidhedsbegreb hører med til wokeness-vokabularet. Klanen er en dårlig vittighed, men menneskesynet hos mange andre er heller ikke farveblindt. Onde ånder flytter gerne til nye huse.

Jesper Bacher er sognepræst.