Ku Klux Klan er gammel racisme og nutidig racetænkning, viser ny dokumentar

Ku Klux Klan er heldigvis kun en skygge af sig selv, men racetænkningen lever langt uden for deres små kredse

De er ”hætteklædte, hovmodige og hovedløse børn af menneskeforagtens onde ånd, som oven i købet påberåber sig kristendommen”, skriver sognepræst Jesper Bacher efter at have set dokumentarprogrammet ”Det nye Ku Klux Klan”. – Foto: Rainier Ehrhardt/Reuters/Ritzau Scanpix.
De er ”hætteklædte, hovmodige og hovedløse børn af menneskeforagtens onde ånd, som oven i købet påberåber sig kristendommen”, skriver sognepræst Jesper Bacher efter at have set dokumentarprogrammet ”Det nye Ku Klux Klan”. – Foto: Rainier Ehrhardt/Reuters/Ritzau Scanpix.

Alting er ikke sort og hvidt. Det er godt nok ofte sagt og hørt. Og det er jo rigtigt nok. Der er mange nuancer og gråzoner, og det er alt for firkantet og unuanceret at se den brogede verden i sort og hvidt. Det er så rigtigt. Altså i de fleste tilfælde. Der er også tilfælde og situationer, hvor vi må trække en klar forskel mellem sort og hvidt, ondt og godt. Hvor vi må turde være ensidige og ikke fortabe os i grå halvhed og grå mellembestemmelser med udtryk lånt fra en nytårsprædiken af K.E. Løgstrup i 1940 under besættelsen.

Der er sort og hvidt i denne verden. Racisme er der eksempelvis ikke noget godt at sige om, mens der i princippet kun er godt at sige om anti-racisme. Ganske vist med den afgørende tilføjelse, at det er synspunkterne, som er rendyrkede i deres ondskab og godhed, ikke de mennesker, som nærer synspunkterne. Ligesom det gælder, at gode slagord udmærket kan tjene en slet og destruktiv dagsorden. Anti-racisme er stundom et figenblad for noget helt andet.