Kuldsejlet kirkereform vidner om nænsom minister

Det er en fejl at kalde den mislykkede kirkereform for et nederlag for kirkeminister Marianne Jelved, mener sognepræst Jens Kvist

Med en så nænsom kirkeminister er der ingen grund til at råbe op om statskirke, hvor al magt ligger hos ministeren, mener sognepræst Jens Kvist.
Med en så nænsom kirkeminister er der ingen grund til at råbe op om statskirke, hvor al magt ligger hos ministeren, mener sognepræst Jens Kvist. Foto: Scanpix

I KRISTELIGT DAGBLAD var der en stor forsideartikel i anledning af, at Marianne Jelved (R) har været kirkeminister et år.

Ifølge avisen er det svært at finde kritikere af hende. Dog siger politisk kommentator fra Altinget Erik Holstein, at det ”må betragtes som et nederlag, at det ikke lykkedes hende at gennemføre regeringens stort anlagte reform af folkekirkens struktur”.

Videre siger Holstein, at man ikke kommer uden om, at den mislykkede reform vejer tungt i vurderingen. Og han forklarer det med, at hun fejlvurderede modstanden i en del af Venstre:

”Derfor var det en taktisk fejl af hende åbent at understrege nødvendigheden af et bredt flertal og dermed give Venstre vetoret i forhandlingerne.”

Jeg kan dårligt være mere uenig! Naturligvis gennemfører man da ikke en så omfattende reform af kirkens struktur, uden at man sikrer sig bred opbakning fra et bredt flertal i Folketinget.

Havde hun tromlet reformen igennem med et lille flertal bag sig, ville det jo have været det samme som at modarbejde selve intentionen i den reform, der så ikke blev til noget.

Og hvad viser det så? Det viser for mig at se, at reformen var overflødig. Med en så nænsom kirkeminister er der ingen grund til at råbe op om statskirke, hvor al magt ligger hos ministeren. Det viser hele forløbet, at den netop ikke har gjort!

Jens Kvist, sognepræst, Kirkebakken 1, Aabenraa