Kulturarven er blevet ødelagt før i historien

Det er ikke første gang i historien, at kulturarven ødelægges, som det lige nu sker i Palmyra i Syrien. For 500 år siden blev skulpturer og religiøse billeder på lignende vis ødelagt i forbindelse med reformationen, skriver debattør

Taleban har ødelagt buddhistiske statuer i Afghanistan. For omkring 500 år siden fandt lignende ødelæggelser sted i Europa. I forbindelse med Reformationen i 1500-tallet blev religiøse billeder og skulpturer ødelagt i blandt andet Genève og Nederlandene. -
Taleban har ødelagt buddhistiske statuer i Afghanistan. For omkring 500 år siden fandt lignende ødelæggelser sted i Europa. I forbindelse med Reformationen i 1500-tallet blev religiøse billeder og skulpturer ødelagt i blandt andet Genève og Nederlandene. - . Foto: Sayed Salahuddin/Scanpix.

Det har været chokerende at se og høre om, hvordan Islamisk Stat ødelægger templer og statuer i oldtidsbyen Palmyra i Syrien, på samme måde som Taleban tidligere har ødelagt buddhistiske statuer i Afghanistan.

For omkring 500 år siden fandt en lignende ødelæggelse sted i Europa. I forbindelse med Reformationen i 1500-tallet blev religiøse billeder og skulpturer ødelagt i blandt andet Genève, Basel og Nederlandene. Denne religiøst motiverede billedstorm kom også til København. Den protestantiske billedstorm er en af de største kunsthistoriske katastrofer i Europa, siger Philip Jenkins, en berømt kirkehistoriker i USA.

Det er der skrevet en del om, men ofte ud fra en forståelse af ødelæggelserne som udtryk for folkets oprør mod de kirker, der havde stået for århundreders undertrykkelse og hykleri og misbrug. Man har ikke altid og alle vegne betragtet billedstormen som noget, der mere direkte havde med Reformationen at gøre.

Det var ikke prinsers og fyrsters klassiske skatte, der blev ødelagt; det var den populære, religiøse kunst dyrket af folket. Flere teologer kunne retfærdiggøre ødelæggelsen af, hvad vi i dag ville have kaldt verdenskulturarv ved at henvise til billedforbuddet i Bibelen (som blandt protestanter stadigvæk fastholdes i den reformerte tradition, men vel at mærke ikke i den lutherske).

Kampen mod billeder var for disse billedstormere en kamp mod overtroen, en kamp med Bibelen i hånd for den rene og rette tro. Der var tale om en generel bevægelse fra billede og så til bog, tekst og ord.

Billedforbuddet skulle sikre, at mennesker ikke formede gudsforestillinger efter egne behov. Men kampen var blottet for selvkritik og levede af nedgøring af modstanderne og kunne derfor let ende i selvtægt, fanatisme og udrensning.

Der er, når det gælder billedstorm, flere ”puritanistiske” lighedspunkter mellem visse europæiske reformationstraditioner og visse islamiske bevægelser i dag - og flere, end vi er tilbøjelige til at ville indrømme, mener Philip Jenkins.

Han henviser til nyere sammenligninger mellem Calvin og Muhammad Ibn Abd al-Wahhab (1703-1792), wahhabismens grundlægger, og også med den samtidige John Wesley (1703-1791), metodismens grundlægger.

På den baggrund ser Philip Jenkins spændt frem til, hvilken rolle den intolerante billedstorm i 1500-tallet - bagsiden af medaljen - vil komme til at spille i fejringen af Reformationen i 2017 i den protestantiske verden.