Kulturel bulimi. Når maven bliver Gud

Vi mangler et bibelsk madprogram for at kunne stille vestlig kulturs evige sult, skriver Iben Thranholm i denne uges "Kirkeligt set"

Når maden er blevet det store omdrejningspunkt i hele den vestlige kultur, er det, fordi familien er i opløsning, skriver Iben Thranholm.
Når maden er blevet det store omdrejningspunkt i hele den vestlige kultur, er det, fordi familien er i opløsning, skriver Iben Thranholm.

Jeg er mæt. Stopmæt og på grænsen til madlede. Ikke fordi jeg har forspist mig i for mange af julens fede og søde retter, men fordi jeg i det forgangne år har set alt, alt for mange madprogrammer i tv. Uge efter uge, måned efter måned handler det om mad og atter mad i den bedste sendetid i dansk tv.

LÆS OGSÅ: Det er fede tider

Spise med Price indtager førstepladsen, hvor alene mængden af retter kan tage pusten fra enhver. I Det søde liv med konditor Mette Blomsterberg leges der lystigt med det forbudte sukker, og som om det ikke var rigeligt, har de to gourmeter Price og Blomsterberg nu også fået et fælles program, hvor de udfordrer hinanden i at lave lækre menuer på Kronborg Slot. Kokke er vor tids konger og dronninger.

Føler man sig overfodret, hjælper det ikke at skifte kanal. De konkurrerende kanaler viser nemlig også mad, blandt andet AnneMad, hvor sammensætningen af nye ingredienser, der skal appellere til alle sanser, når nye højder i hvert afsnit.

I Nak & Æd handler det om overlevelse, hvor man kan man lære at tilberede en frossen ræv i det fri, hvis ikke man da har held til at skyde en buk. Herefter blændes der op for hele verdens Jamie Oliver, der som en anden frelser lærer briterne og alle os andre at spise rigtigt.

Vi slipper heller ikke på TV 3, hvor maden med Gordon Ramsey i Hells Kitchen og kokkekonkurrencen Masterchef har indtaget reality-tv. Og så er der jo ikke at forglemme den evige Claus Meyer, der gang på gang slår igennem på den rene råvare.

Vi laver alt, alt for meget mad, udtaler James Price selv i det seneste nummer af madmagasinet Gastro. Men spørgsmålet er hvorfor. Hvorfor er vi sygeligt optaget af mad i et overflodssamfund og i en verden, hvor to tredjedele af dens samlede befolkning går sultne i seng hver aften?

Er det ikke perverst, at vi flyder hen over, hvordan Mette Blomsterberg kan sno flødeskummet på sine kunstværker af desserter, når vi i TV-Avisen kort forinden har set levende skeletter, der ved at dø af sult på Afrikas Horn? Bevidstheden om overforbruget af mad i Vesten og den dårlige samvittighed over for de sulte børn i Afrika er åbenbart ikke nok til at sætte en stopper for vestlig kulturs hunger efter mad.

Mette Blomsterberg kom selv med en del af forklaringen i en af udsendelserne med James Price, hvor hun udbrød: Mad er følelser. Det har hun helt ret i. Mad handler i de rige lande ofte mere om følelser end om ernæring. Mad kan nemlig løse problemer. Forleden hørte jeg en ekspert fortæller, at spiseforstyrrelser, altså det at man helt enten undlader at spise eller modsat overspiser, er som svamp, der suger al negativitet.

Spiseforstyrrelser er utroligt effektive til at få negative følelser til at forsvinde. Lider den danske befolkning mon af kollektiv bulimi? For lige så stærkt optaget af mad vi er, lige så meget går vi helt hysterisk meget op i måder at komme af med maden på igen. Hvem har ikke med lige dele foragt og fryd set programmer som Ekstremt fed, hvor en slankecoach skal hjælpe en overvægtig ud af overspisningen, eller By på skrump?

Mad er forbundet med kærlighed. Gennem maden får barnet næring, omsorg og tryghed fra moderen. Det er derfor, at mors frikadeller altid er de bedste. Mad rører ved meget dybe og komplekse følelser i os. Når mor rumsterer i køkkenet, spreder trygheden sig ud i alle hjemmets hjørner.

Men mor er ikke længere i køkkenet. Hun er på arbejde eller foran computeren. Derfor har vi brug for brødrene Price og Jamie Oliver til at give os en følelse af moderlig omsorg. Olivers mission har netop også været at give engelske børn ordentlig næring og dermed også kærlighed og ømhed.

Samtidig viser programmerne også, at tilberedningen af mad er krævende, og at det gælder om at gøre sig umage. I Masterchef får deltagerne en hård bedømmelse for deres præstation ved køkkenbordet. Det er præcis det samme, som er er på spil i familien. Kærlighed, bedømmelse og belønning. I familien søger vi både kærlighed og grænser.

Når maden er blevet det store omdrejningspunkt i hele vestlige kultur, er det, fordi familien er i opløsning. Det handler altså ikke bare om en nydelsessyg og dekadent kultur, men om en kultur, der har så stor en kærlighedshunger, at det dulmer smerten ved at overspise.

Men mennesker lever som bekendt ikke af brød alene, og tabet af troen på en kærlig Gud er formodentlig den allerstørste årsag til den udbredte trøstespisning. Måske er det, vi mangler for at kunne stille vestlig kulturs evige sult, et bibelsk madprogram.

For Bibelen handler også om mad. Israelitterne fik det mest nærende måltid fra den manna, som fra himlen faldt ned i ørkenen på et kritisk tidspunkt. Betlehem er ikke bare hjemsted for en fødsel i en stald, men betyder på hebraisk brødets hus, og Jesus siger om sig selv, at han er livets brød.

Værsgo og spis.

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og generalsekretær for Caritas og formand for Rådet for Socialt Udsatte Jann Sjursen