DEN TYSKE sociolog Max Weber lancerede for 100 år siden en dyster profeti om afviklingen af almendannelsen i det moderne samfund. ”Vi ender som fagfolk uden ånd og nydelsesmennesker uden hjerte.”
Sådan lød hans påstand. Og ganske rigtigt, det er den vej, det er gået, og den vej, det stadig går. Jeg gad nok møde den, der i ramme alvor vil påstå noget andet.
Ude i den store verden scorer navnet Shakespeare ganske vist megahøjt på Google med 120 millioner hits. Men lige i hælene på den store skjald følger såmænd popidolet Justin Bieber med 119 millioner hits. Og lur mig, om ikke Bieber overhaler Shakespeare om nogle måneder.
Man kan selvfølgelig vælge at være ophøjet ligeglad med den slags og minde sig selv om, at sådan har det altid været. Brød og skuespil, så holder folk kæft. Men hvordan kan det være, at flere og flere menneskers tilværelse drukner i overfladisk og glat underholdning, der hverken taler til hjernen eller til hjertet? Hvorfor lader så mange sig spise af med tomme kalorier? Hvorfor er det altid overfladiskheden, der sejrer?
Det skyldes frem for alt uddannelsessystemet, som systematisk har aftrappet den almene dannelsesdimension i de forskellige uddannelser. Sådan forholder det sig i store dele af verden, men altså også i Danmark. At det forholder sig sådan, er ikke resultatet af en anonym skæbnemagt. Det er et resultat af politiske beslutninger – også herhjemme.
UDDANNELSESPOLITIKKEN har tilnærmet sig Max Webers gamle profeti om ”fagmennesker uden ånd”. Det har naturligvis ikke været hovedsigtet, men er blot en beklagelig biomstændighed. Det er lige før, man kan tale om kulturelt omsorgssvigt.
Kendsgerningen er, at der er blevet mere iltfattigt i det danske uddannelsessystem. Ånden har svært ved at trives. Madonna og Justin Bieber skal nok klare sig, men hvem sørger for, at unge elever eller studerende møder Mozart og Shakespeare?
For hvad betyder det at opleve stor kunst og litteratur? Det betyder alt andet lige, at vi vokser og modnes som mennesker. Vi fjerner os fra barbariet. Vi bliver større og dybere og mere indsigtsfulde og rummelige.
Det interessante er, at almendannelsen i det danske uddannelsessystem er på vej ud ad bagdøren, samtidig med at kompetencetænkningen er kommet ind ad fordøren. Det eksplicitte formål med uddannelserne i konkurrencestaten er at udstyre de unge med en så højeffektiv kompetanceprofil, at de kan bidrage optimalt til den økonomiske vækst i samfundet.
ØKONOMISMEN er det organiserende princip i uddannelsesplanlægningen. Derfor kommer de mere åndsbetonede fag som historie, religion, oldtidskundskab, litteratur eller filosofi i anden række. Kendskab til Mozart og Shakespeare fremmer ikke umiddelbart væksten i bruttonationalproduktet. Derfor spiller de ikke længere nogen afgørende rolle i uddannelsesplanlægningen. De spiller vel nærmest samme rolle, som Kulturministeriet spiller i forhold til Finansministeriet.
Derfor er der heller ikke noget overraskende i regeringens udspil til en ny gymnasiereform. Her vil man blandt andet samle fagene historie, oldtidskundskab og religion under én hat.
I sig selv er sådan et forslag udtryk for en nedladende omgang med fag, der i århundreder har haft stolte traditioner og været med til at udvikle menneskers viden og visdom. Man negligerer deres særpræg og slår dem i hartkorn, fordi de alle tre udmærker sig ved ikke at kunne ”bruges til noget”. ”Historie er noget vrøvl” (”history is bunk”) sagde industrimagnaten Henry Ford, der tænkte målrettet og effektivt. Og se engang, hvor godt han klarede sig.
Det elendige forslag til en ny gymnasiereform kommer ikke fra Højskolevenstre. Det kommer faktisk heller ikke fra Handelshøjskolevenstre. For også handelshøjskolen er bedre end sit rygte, hvad angår almen dannelse. Det kommer fra mennesker, der er inderligt ligeglade med dannelsen.
Etisk set skrives på skift af højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm, tidligere folketingsmedlem Tove Videbæk, medlem af Det Etiske Råd og universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris og formand for Jordemoderforeningen og medlem af Det Etiske Råd Lillian Bondo