Kulturminister Mette Bock: Dejligt, at civilsamfundet har sat sig i bevægelse

Mange er ved at (gen)opdage værdien af frivillighed og engagement. Ikke fordi der skal spares. Men fordi engagementet og det personlige møde har værdi i sig selv, skriver kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA)

Der er mange tegn på, at civilsamfundet også vækkes til live i disse år. Helt af sig selv og ofte helt under radaren, skriver Mette Bock.
Der er mange tegn på, at civilsamfundet også vækkes til live i disse år. Helt af sig selv og ofte helt under radaren, skriver Mette Bock. Foto: Casper Holmenlund Christensen/Ritzau Foto.

Vinduerne åbnes, gardinerne vaskes, tæpperne bankes og sengetøjet luftes. Intet er mere forfriskende end en gennemgribende forårsrengøring, som får lys, frisk luft og duften af forår til at give både hjemmet og dets mennesker nye kræfter. Vi vågner fra vinterhi.

Det er jo ikke, fordi møblerne – eller værdierne – grundlæggende skiftes ud. Men der ruskes op.

Der er mange tegn på, at civilsamfundet også vækkes til live i disse år. Helt af sig selv og ofte helt under radaren.

Jeg fik samme fornemmelse af forår og nybrud, da jeg forleden så et tv-indslag om, hvordan en række landsbyer tænker nyt og med afsæt i civilsamfundets behov tager livet i lokalsamfundet i egen hånd. Retro, tænkte jeg.

Ganske vist er initiativerne, hvor landsbyernes frivillige nu lægger fælles planer i stedet for at konkurrere med hinanden, et nybrud i forhold til de seneste årtiers indædte konkurrence, hvor hver lille by kæmpede for egen sportshal, eget kulturhus og egen skole. Nu ser flere landsbysamfund sig som et hele, så alle landsbyer skal ikke længere have én af hver. Skolen kan ligge i én by, nabolandsbyen får sportshallen og en tredje opretholder så forsamlingshuset.

Det er godt tænkt. Stærke lokale civilsamfund, der tager sagen i egen hånd i et gedigent og borgerdrevet samarbejde med kommuner, vil helt sikkert gøre det mere attraktivt at bosætte sig uden for de store byer. For vi kan faktisk godt lide at gøre tingene sammen her til lands.

Deleøkonomien er et andet eksempel på, at civilsamfundet har sat sig i bevægelse. Den gamle andelstanke støves af. Samkørsel. Boligbytte. Men også litteraturkredse, der skyder frem som paddehatte overalt. Eller kunstforeninger. Affaldsopsamling i skov og på strand. Inddragelse af flygtninge i foreningslivet lokalt. Danskerne engagerer sig. I stort og småt.

Det skal tales op, så vi hører, ser og mærker civilsamfundets engagement som korrektion til mediernes ensidigt problemorienterede dækning.

Selvfølgelig skal medierne være borgernes vagthund og holde kritisk blik på magthaverne. Men præsenteres vi kun for alt det, der går galt, alle problemerne, al jammeren, så kan det da tage modet fra de fleste.

Hvor ville jeg gerne se og læse om flere eksempler på, hvordan borgerne påtager sig ansvar. Jeg er fuld af beundring og bliver glad og inspireret, hver eneste gang jeg kommer i berøring hermed.

Mange er ved at (gen)opdage værdien af frivillighed og engagement. Ikke fordi der skal spares. Men fordi engagementet og det personlige møde har værdi i sig selv.

Der bliver gjort forårsrent i fædrelandet.