Ved hver valgkamp ser man frem til, hvilke visioner partierne vil lægge frem. Efter nogle dage kommer den samme historie et eller andet sted i dagspressen: Der er ingen stemmer i kulturpolitikken. Og så ikke mere om den sag. Den findes ikke i valgkampen, som kulturredaktør Michael Bach Henriksen så klart sagde det i Kristeligt Dagblads lederartikel den 8. juni.
Det bygger på en fejlantagelse så grov, men samtidig så abstrakt, at den knap kan rummes inden for den kontante politiske samtale. Der ligger endda rigtig mange stemmer i kulturpolitikken. Men som alt andet her i livet, der betyder noget, er den afhængig af en langsigtet indsats; den skal næres, og der skal mod og tålmodighed til.
Lad os begynde et andet sted. Der er en interessant sammenhæng mellem følgende to, tilsyneladende helt forskellige fakta:
1) For et år siden kunne Hans Krab Koed som censorformand ved seminarierne fortælle, at nu havde han set den hidtil dårligst funderede årgang, hvad angik stavning, grammatik og almindelig sproglig formuleringsevne.
2) Som foredragsholder møder man ofte (særligt i de mindre byer) den opfattelse, at strømmen af indvandrere til Danmark er led i en større muslimsk strategi om at overtage landet.
Svaret er ikke hårdere eksamenskrav i folkeskolen og færre penge til indvandrere. Svaret ligger et helt andet sted. For godt 30 år siden lagde staten tilskuddet til folkebibliotekerne ind under det kommunale bloktilskud.
Bibliotekarerne skulle nu til at konkurrere med andre sektorer om pengene over for politikere ude i kommunerne. To kommunesammenlægninger senere er næsten samtlige filialbiblioteker i landet lukket - det drejer sig om adskillige hundrede. De er erstattet af bogbusser, der nu også spares væk, som det skete i Frederikshavn for nylig. Fem filialer lukker i år. En enkelt åbner.
Hermed har vi mistet noget meget, meget vigtigt. Ved den seneste kommunesammenlægning lukkede Skive de seks biblioteksfilialer på Salling, fordi man var ved at bygge nyt og stort centralt, og kassen er ikke større, end den er.
Unge mennesker på Salling, der ikke kommer fra boglige hjem, går til sportsaktivitet hver uge under hele opvæksten uden én eneste gang at møde tilbuddet om bøger og anden kultur.
I skolen, som ligger i en anden by, er der få bøger, og de fremstår ofte som negative krav hos netop den gruppe. De 10 procent af den gruppe, der ville lade sig tiltrække af biblioteket som et naturligt element i dagligdagen, ville forbedre den omtalte statistik substantielt.
Kommer der indvandrere til den mindre provinsby, er der ingen neutrale steder, hvor man kan træffe den lokale befolkning, ingen steder lokalt, hvor man har sin gang, fordi der afholdes sprogkurser, eller fordi man mødes ved børneteater og andre af de aktiviteter, der nu ikke længere findes i de små byer.
Der er ingen foredragsaktivitet, muligheden for aftenskoler er borte på stedet, og de lokaler, som lokale foreninger kunne anvende som borgerhuse, er lukkede.
Så vil man sige: Det er alt for dyrt. Ja, men det er ikke dyrere end 80 centimenter motorvej om året, og demokratisk dannelse, kulturelle møder og danskhed koster penge. For det er nemlig her, danskheden er, hvis man skulle undre sig over, hvor den var blevet af. Her og i højskolerne opbygges den frie tanke og forståelsen for, hvad man er rundet af.
Den regering, der tør genetablere de små biblioteksborgerhuse rundtom i hele landet, vil kunne høste en del af de indvandrerskeptiske stemmer og styrke sproget, læringens kraft og den åbne tanke i hele samfundet. Jo, der er masser af stemmer i kulturpolitik.
Jakob Brønnum er teolog, redaktør og forfatter