Hvis du kort skal formulere, hvad du forstår ved kulturradikalisme, hvordan lyder så definitionen?
Betragter du dig selv som kulturradikal?
En blandet bevægelse med inspiration i den franske oplysningstradition. Georg Brandes med hans Nietzsche-inspirerede aristokratiske individualisme var meget forskellig fra Poul Henningsen, der i dag er synonym med kulturradikalismen.
PH’s ideer blev fremlagt som et folkeligt oplysningsprogram, men var i realiteten ikke andet end en glorificering af livsstilen i den højere københavnske middelklasse. Jeg fik PH-prisen i 1986 og sagde dengang, at jeg fandt PH uaktuel. Det gør jeg stadig.
Jeg betragter mig selv som eneste medlem af en bevægelse ved navn Carsten Jensen.
Nu er det 50 år siden, PH døde. Er kulturradikalismen stendød som bevægelse, som blandt andre Hans Hertel har formuleret det?
Kulturradikalismens repræsentanter er i dag ikke andet end kustoder, der med hævet pegefinger kvækker: ”Ikke røre! Ikke røre!”, hver gang nogen nærmer sig busten af PH. Kulturradikalismen er endt som kustoderadikalisme.
Er der nogle debattører og kulturpersonligheder i nutiden, som du betragter som kulturradikalismens frontfigurer – nu Klaus Rifbjerg ikke længere er iblandt os?
Ha ha! Hvordan kan en stendød bevægelse have frontfigurer? Den har kun statuer. Eller kustoder.
Men er der ikke mange af PH’s kæpheste som besyngelsen af frisind, ligestilling, modernitet og demokrati frem for det nationale og traditionelle, som har tydelige aftryk i nutidens danske samfund og debat?
Frisindet blev stemt ind som nr. 1 i Bertel Haarders (V) Danmarkskanon. Det må kaldes en sejr for PH, men han ville nok blive noget forbløffet, hvis han havde vidst, at Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti vil have billeder af nøgne kvindebryster på danske strande som reklame for Danmark, fordi han håber, at det vil skræmme muslimer væk. Frisindet var tænkt som en inkluderende værdi, nu er det blevet en grænsebom.
Nationalkonservative angriber i dag de kulturradikale for at være blevet samfundets nye autoriteter og bevarere af det bestående og dermed have lagt tidligere tiders systemkritik i graven. Er det i virkeligheden den borgerlige fløjs kampe mod islam for kønsligestilling, for ytringsfrihed, og for at religion er en privatsag, der skal holdes ude af for eksempel svømmehaller og daginstitutioner, der er vor tids kulturradikalisme?
Nationalkonservative! Her er endnu et indslag fra museumsverdenen. Hele denne her debat hører jo hjemme på Det Kongelige Teaters Gamle Scene sammen med ”Elverhøj”. Nationalkonservatismens kvindelige repræsentanter smykker sig jo alle med titlen ”husmor”, så det kommer bag på mig, at de nu går ind for kønnenes ligestilling og hedonistisk sex. Forestillingen om kønnenes ligestilling er jo en arv fra den franske oplysningstid, som de nationalkonservative hader. Kampen for ovennævnte frihedsrettigheder har blandt de borgerlige kun et mål: De skal legitimere en stadig mere aktiv diskrimination. Æd dine svinefrikadeller, eller du bliver udvist til det lorteland, du kom fra!
Borgerlige meningsdannere udpeger stadig dagbladet Politiken, forlaget Gyldendal og Danmarks Radio som båret af en kulturradikal tankegang. Er de ikke det, selvom det måske ikke er så tydeligt med DR-programmer som ”X Factor”?
Det er godt nok længe siden, jeg har hørt nogen tale om Bermuda-trekanten, DR, Gyldendal og Politiken. DR er for længst erobret af de borgerlige. Kulturradikalismen døde på Gyldendal, da Klaus Rifbjerg gik af som litterær direktør. Tilbage er Politiken, hvor chefredaktør Tøger Seidenfaden kaldte sig kulturliberal. Men det ville da også være døden for en institution, der lever af at befinde sig i et aktivt, levende favntag med samtiden at binde sig til en historisk begrænset bevægelse som kulturradikalismen. PH’s konstante udskældning af popmusikken var ramt helt forbi. I dag kan jeg godt rent litteraturhistorisk anerkende kulturradikalismens betydning, men nogen inspirationskilde var den aldrig for mig.