En engelsk konservativ, den velskrivende og vittige Ed West, har luftet den tanke, at historiens første konservative måske var den trojanske prinsesse Cassandra. Cassandra fik profetiens gave af guden Apollon, men da hun afviste gudens seksuelle tilnærmelser, nedkaldte Apollon den forbandelse over Cassandras hoved, at selvom hun skulle profetere sandt om fremtiden, så ville ingen tro hende.
Det var faktisk kun Cassandra, som advarede mod at trække den trojanske hest ind i Troja, og vi ved jo, hvordan det gik. Træhesten var fyldt med græske krigere, som sneg sig ud, da natten var faldet på. De åbnede byporten for deres kampfæller, og det var enden på den stolte by Troja. Cassandra havde ret, men hvem gider høre på en konservativ skeptiker? Det er ikke bare i Troja, at man trækker jahatten så langt ned over hovedet, at man hverken kan se eller høre faren.
Nu nyder den konservative kulturrådmand på Frederiksberg, Nikolaj Bøgh, vist nok mere lydhørhed end Cassandra, men jeg kom alligevel til at tænke på Ed Wests udnævnelse af den forbandede prinsesse som den første konservative, da jeg hørte ham debattere med den ligeledes konservative retshistoriker Ditlev Tamm i Berlingskes muntre og vidende podcast ”Cordua & Steno”.
Den konkrete anledning var en udstilling på Statens Museum for Kunst om de tyske malere Nolde og Kirchner og deres malerier fra de tyske kolonier. Det var nemlig Nikolaj Bøghs mening, at udstillingen blev spændt for en identitetspolitisk vogn og fortiden dømt og fordømt på nutidens præmisser. Ditlev Tamm havde opponeret mod kritikken og kaldt Bøghs konservatisme for et beklageligt udtryk for den ”påvirkningsløse og udviklingsresistente form for konservatisme”.
Igen kunne jeg ikke lade være med at tænke på Troja. Hvorfor skal den trojanske hest også stå uden for bymuren? Lad os ikke være afvisende, men åbne og nysgerrige. Ditlev Tamm, hvis klassiske dannelse man må agte, havde selvfølgelig en pointe, når han plæderede for kulturel selvkritik og civiliseret diskussion af nye tendenser i tiden.
Men identitetspolitikken maner jo ikke bare til selvkritik, som i øvrigt er et af de fineste træk ved den vestlige civilisation. Identitetspolitikken er en anti-vestlig radikalisme, som ser racisme og kolonialisme alle vegne, og fordømmer den kultur, hvis frugter identitetspolitikkens fortalere selv nyder i rigt mål. Det særlige ved Vesten er da ikke, at man havde kolonier og racisme. Det kendes over hele verden. Det særlige ved Vesten er, at fik man dårlig samvittighed over det og gik i rette med sig selv.
Ditlev Tamm erklærede også sig som hævet over ”små nationale diskussioner” og sagde om sin konservatisme: ”Det er ikke en kamp for noget nationalt.” Ja, ja, har man opgivet den kamp, kan man godt klappe den trojanske hest. Men Ditlev Tamm skulle nu alligevel betænke, hvad der springer ud af den. Konservatismen kan også blive for tam. Men det har man nu aldrig kunnet sige om ”Cordua & Steno”.
Jesper Bacher er sognepræst.