Der er noget med broer. De forbinder over vand og land, de baner vej, hvor vejen ender, de spænder over hav og kløfter, dybder og slugter. Broer er selvsagt bygningsværker, infrastruktur og sommetider imponerende ingeniørkunst, men broer er også mere end det. Broer udtrykker sammenhængskraft – og vilje. Brobyggere vil ikke bare affinde sig med afstande. De vil overvinde dem.
Det gælder de fysiske afstande, men det gælder sandelig også de sociale, politiske og åndelige afstande mellem mennesker. Også her er der afstande, som kalder på brobygning. Ikke fordi man ignorerer forskellene, men netop fordi man ikke vil, at de skal hindre forbindelsen mellem mennesker. Det kunne man se et smukt eksempel på under DR 2’s transmittering af gudstjenesten fra Aarhus Bykirke. Det viser sig nemlig, at den muslimske debattør og tidligere folketingsmedlem for SF Özlem Cekic og en af kirkens præster, den kendte missionspræst Henrik Højlund, er personlige venner. Derfor havde programmets vært, Anders Laugesen, inviteret Özlem Cekic med til gudstjenesten i den aarhusianske bykirke, hvor menigheden er ungdommelig og musikken rytmisk.
Ja, Özlem Cekic er netop generalsekretær i foreningen Brobyggerne, og der var altså slået en venskabsbro mellem den progressive muslim og den konservative lutheraner. Vel at mærke uden at udglatte de dybe forskelle.
Özlem Cekic havde ligefrem sagt til Henrik Højlund: ”Du lyder lige så sindssyg som nogle af de der imamer, som jeg skændes med.” Mon dog?
Jeg er helt sikker på, at Henrik Højlund aldrig har plæderet for stening, piskning og præstestyre. Men sandt er det, at Henrik Højlund er imod vielse af homoseksuelle par, fri abort og ordningen med kvindelige præster. Anders Laugesen mente, at det var synspunkter ”man godt kan slå sig på”. Det er det sikkert. Men gør det så ondt, at mennesker mener noget andet end en selv, skulle man ærligt talt se at få hårdere hud og mere frisind.
Gudstenesten var lidt anderledes i sine former og nok en kende frisk for os, der er mere træge i krop og sind, men der var liv og ånd i forsamlingen. Og meget apropos talen om venskab på trods og tværs prædikede Henrik Højlund ud fra en evangelietekst om Jesus, der sidder til bords med toldere og syndere, som det var den naturligste ting i verden. Det var og er det som bekendt ikke. Det kunne Jesus imidlertid ikke hænge sig i. Han var lægen, som gik efter de syge, og Trump har ikke mindre brug for Jesus end Greta Thunberg, højrepopulister ikke mindre end venstrefløjsaktivister, og sådan kunne man blive ved.
Henrik Højlund talte om urolige hjerter, om den kristne som den ukristelige selvgodhed og om ”at genopdage glæden ved at sidde til bords med Jesus”. Det kunne vi nok trænge til. Jesus er også den ultimative brobygger. På hans kors kan man gå hele vejen til himlen.
Jo, der var himmelske og menneskelige forbindelser på DR 2. Klar tale, storsind og broklapper, som ikke gik ned.
Jesper Bacher er sognepræst.