KUNSTEN KAN VÆRE, eller vil gerne være, samfundssamvittigheden, der tegner de temaer, vi mennesker er anfægtede af. Som på dette års biennale i Venedig, hvor det er tydeligt, at klimakrisen er slået igennem som tema. Der er John Akomfrahs vidunderlige trefløjede videoværk i den ghanesiske pavillon, på Punta della Dogana lader Hicham Berrada jasminplanter vokse i store metalkasser med sorte glas for.
I den danske pavillon har Larissa Sansour lavet en dystopisk fremtidsvision, der dels består af en kæmpe sort kugle, der har et sært og intenst nærvær, som den svæver i sit for lille rum, og en tilhørende science fiction-agtig video, som foregår engang efter en katastrofe, der er afbilledet ved, at mængder af en sort olielignende væske skyller ind gennem en gammel bys gader.
I filmen bor to kvinder under jorden med planter i et avanceret opret drivhus. Der er klimabekymring overalt, hvor man vender øjet hen. Altså overalt i kunsten. For virkeligheden omkring kunstværkerne er fuldstændigt uanfægtet, i en grad, så det rammer en som en hammer.
Altså, man har denne klimabekymrede kunstneriske vision. Men hvad er visionen lavet af? Af metal, plastic, glas og som i den danske pavillon epoxyharpiks og masser af dybsort maling. Det er generelt et massivt brug af materialer, som ikke virker specielt klimavenlige. Videoerne bliver vist på store skærme og kører uafbrudt, strømforbruget må være enormt.
Og hvad gør man for at fejre, at disse klimabekymrede kunstværker åbner for offentligheden? Ja, man køber sådan et sted mellem 200 og 500 plasticglas, får transporteret en masse vin fra vinmarkerne i Frankrig og Italien ud yderst på spidsen af Venedig, og så skåler man på sin bekymring. Og husk: Det er ikke blot en samlet åbning, nej, det er national kunstpavillon efter national kunstpavillon, der åbner, og man kan gå fra bord til bord og tage sig et nyt plasticglas hvert eneste sted og skåle løs, mens man snakker om de bekymrede værker.
Og med alt det skåleri og gåen fra kunstværk til kunstværk bliver man jo sulten. Der er mange mennesker til åbningen af biennalen, så de, der arrangerer, som er noget mere ubekymrede end kunstnerne, sælger en lille papirspose med frokost til en rimelig pris. I papirsposen er der en kraftig plasticskål med salat, der er plasticbestik og en plastic- vandflaske og selvfølgelig et par skønne kiks pakket ind – i plastic. Det er næsten til at græde over. Vi var nogle, der småprotesterede og brugte det samme glas rundtomkring, men også vi var sammen med næsten alle andre biennaledeltagere kommet flyvende til Venedig og havde fået brændt lidt CO2 af undervejs.
Så vi kunne gå rundt, også i de store haller i Arsenale, og blive bekymrede over, hvordan kunsten viser, at vi bør bekymre os over klimaet.
Jeg er ingen helgen i den forbindelse, men jeg må sige, at det mindre er selve kunstværkerne end den enorme forskel på budskab og handling, der påvirker mig. Det føles, som om man trækker rundt på en kæmpe vaneelefant, der tramper gennem gode forsætter, og ingen ved, hvad de skal stille op med den elefant.
Det er også interessant at se sig selv se. Jeg var også på biennalen i Venedig for to år siden, og der var min klimabevidsthed nok ikke meget større end en ært. Nu er den vokset til en ærtebælg, så i lufthavnen købte jeg mig en genbrugsvandflaske og lovede mig selv aldrig at købe en plasticvandflaske igen. Men det lykkedes så ikke, af dovenskab selvfølgelig, når nu køen til frokostpakken inklusive vandflaske var 20 minutter kortere end den, hvor jeg kunne have købt min salat uden vand.
Men jeg er kommet hjem med en intention om næste gang, altså om to år, at tage toget. Man kan selvfølgelig også sige, at så må man blive hjemme. Men hvis vi nu kunne få fat i halen af den der elefant af vanetænkning og forbrug og få vendt den om, er der en mulighed for, at vi kan fortsætte med at gøre det, vi elsker, bare på en anden måde. Det burde ikke være svært at servere mad på en tallerken eller fylde en vandflaske fra en vandhane for eksempel. Og jeg ville personligt gerne se den danske pavillon kurateret til ikke blot at have et klimabekymret budskab, men rent faktisk også handle ud fra det.
Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad det kommer til at betyde for kunsten. For det går ikke i længden at bruge en masse problematiske materialer på at sige, at vi skal passe på miljøet.
Kommer vi tilbage til en form for kunst som den italienske arte povera, altså fattig kunst, hvor kunstnerne brugte materialer, de fandt, eller som var smidt ud? Bliver kunsten i højere grad performance, hvor kunstneren bruger sig selv som menneske? Eller bliver det en form, vi slet ikke har set endnu?
Personligt er jeg altid nysgerrig efter nye kunstneriske udtryk og bliver ofte glædeligt overrasket. Men jeg må sige, at jeg ikke håber en gang til at skulle se en kæmpe udstilling som biennalen i Venedig forholde sig udelukkende ideologisk til et problem og ikke gribe fat om elefantens snabel og trække den hen, hvor den hører til.
Man burde kunne tage al den opfindsomhed og kreativitet, der hører kunsten til, og sørge for, at vi begynder at gøre ting anderledes på en sjov og ny måde, der kan være til glæde også for de børn, der jo elsker samtidskunstens cirkus og dens elefanter.
”Mellem os” skrives på skift af forfatter Kim Leine og forfatter Merete Pryds Helle. De skriver om kultur, eksistens og ånd.