Prøv avisen

Kunsten at fortolke

KRISTENDOM: Vi må have en bevidsthed om, hvad det er, vi er sat til at fortolke, når vi fortolker Bibelen. Vi fortolker ikke ud i den blå luft

I Kristeligt Dagblad den 1. oktober svarer Kristina Nilsson (KN) venligt på et indlæg, jeg tidligere har skrevet i en kommentar til hendes tanke om, at kristendommen nu må have et nyt indhold. KN synes at mene, at fordi mange mennesker i dag ikke forbinder noget med bærende trosudsagn for kristendommen, må vi i stedet tilpasse kristendommens indhold, så det passer til den verserende religiøsitet.

Til min store glæde synes KN nu at indtage en anden position. Nu drejer det sig om fortolkning. KN mener, at når vi fortolker, giver vi samtidigt et nyt indhold. KN forbinder på denne måde dagens indlæg med sit tidligere, men har givet det en yderligere nuance med fremhævelsen af fortolkningsspørgsmålet.

Jeg må vedgå, at KN og jeg er kommet lidt tættere på hinanden. Vi er nemlig enige om nødvendigheden af fortolkning i udlægningen af kristendommen i dag. Jeg er helt enig med KN i, at dette er en af de helt afgørende udfordringer for præster og teologer (ja, for enhver kristen) - til hver en tid.

Men det er vist også så langt, vores enighed strækker sig. Vi er nemlig helt uenige om fortolkningens præmisser. KN synes nemlig at glemme, at for at fortolke, må vi have en bevidsthed om, hvad vi er sat til at fortolke. Vi fortolker ikke ud i den blå luft. Der er et givet indhold, som vi til stadighed må give nye udtryksformer. Enhver god fortolkning, udlægning eller oversættelse kræver en dyb indforståethed med det, man søger at omsætte til et andet sprog eller udtryk. Hvor denne indforståethed mangler, vil der aldrig komme noget godt ud af denne fortolkningsproces. Dette gælder selvsagt også, når vi taler om nødvendigheden af at fortolke og udlægge kristendommen under stadigt skiftende omstændigheder.

Vi har et udgangspunkt for denne fortolkning, som vi må kende for at lykkes i vores forehavende. Ellers går vi meget let galt i byen. Det er dette helt afgørende punkt, som KN stadig ikke synes at have syn for. For KN drejer det sig stadig blot om en diffus tro. Den ene tro kan være lige så god som den anden. Som hun siger: »Jeg tror altså på den lyslevende, tre-enige Gud. Og jeg siger altid, at det er min tro, og at der er andre måder at tro på Gud i verden på.«

n af de mest betydningsfulde amerikanske lutherske teo-loger i disse år - Robert Jensen - udtrykker det således: »Det er kirkens mission at forkynde evangeliet - til verden i proklamation og til Gud i bøn og tilbedelse. Teologi er dette arbejdes hermeneutik. Teologi må derfor have nogle normer for at foretage bedømmelsen, »Dette er/er ikke evangeliet.««

At der er et udgangspunkt for fortolkningen betyder selvsagt ikke, at samtalen med andre af en anden opfattelse er udelukket. Tværtimod. Samtalen kræver nemlig også et udgangspunkt. Men dette udgangspunkt indebærer også, at der er et punkt i denne dialog, hvor vejene i givet fald må skilles. Dette punkt er Jesus Kristus - kristendommens uopgivelige grundlag.

Desværre savner jeg syn for dette i KN's indlæg - også det seneste. Hos KN er der frit valg fra alle hylder. KN synes at mene, at der er så mange spændende bud på det religiøse. Jeg savner, at KN som præst eller ganske enkelt som kristent menneske klart og tydeligt peger på Jesus Kristus som troens banebryder. Uanset hvor meget vi fortolker, vender og drejer, hænger kristendommen dog på dette - at tro på Jesus Kristus. Dette synes ikke at være til stede i KN's religionsforståelse.

Så længe det nødvendige grundlag for kristendommen ikke står helt klart, er det vanskeligt for mig at komme meget videre i samtalen.

For tiden er det, som om det næsten er blevet salon-fähig som teolog frejdigt at bekende, at vi ikke længere kan tro på Gud som skaber, jomfrufødslen, opstandelsen fra de døde osv. Selv om KN ikke går helt så vidt i dette sidste indlæg, synes hun dog at gå meget langt hen ad vejen. Til forskel fra denne trend må jeg vedgå, at jeg faktisk mener, hvad jeg siger, når jeg i gudstjenesten bekender troen, som den er formuleret i den apostolske trosbekendelse. Jeg tror, at Gud er skaber, at Jesus i sit liv, død og opstandelse har fuldbragt frelsen, at jeg ved Helligåndens kraft bliver inddraget i de helliges samfund og som sådan kan hvile i troen på det evige liv.

Når det er sagt, har jeg stadig en opgave som teolog i at udlægge betydningen og indholdet i dette. Fortolknings- og udlægningsopgaven gør sig stadigt gældende. Men dette rokker ikke ved den grundlæggende overbevisning om sandheden i den skikkelse, som kristendommen er formuleret i bl.a. den apostolske bekendelse.

Ulrik Becker Nissen er adjunkt ved Det Teologiske Fakultet i Århus og ulønnet hjælpepræst ved Ansgar Kirke i Aalborg