Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Liv og meninger

Kunsten har lært mig at se verden på en ny måde

Tegning: Rasmus Juul

Kunsten kan udvide verden, så man på én gang føler sig genkendt og fremmed. Jeg tror, de fleste mennesker, der har set et kunstværk, genkender følelsen af, at man ser på det og tænker: Ja! Sådan er det! Sådan føles det!, uden nogensinde at have været i det rum, kunstværket forestiller, skriver forfatter Dy Plambeck

Når jeg er ude at holde foredrag, er der næsten altid én, der rækker hånden op og spørger, om jeg tror, at kunsten og dermed litteraturen kan forandre verden? Det er et spørgsmål, der får mig til at tøve, fordi hvis jeg siger nej, er det som om, at meningen med kunsten forsvinder, og hvis jeg siger ja, vil publikum høre, hvordan kunsten kan skabe den forandring. Dét falder mig svært at svare på, fordi jeg ikke tror, at det er så enkelt.

Jeg tror ikke nødvendigvis, at man læser en roman, og så kommer revolutionen. Men jeg er kunstner. Og jeg tror på, at kunst kan noget. Jeg tror ikke, at den skal noget. Kunsten er fri. Den skal ikke sættes på formler eller i kanoner. Men den kan give os kundskab om at være menneske. Den kan få os til at tænke komplekst. Den kan udvide vores verden. Først og fremmest har kunsten lært mig at se.

Da jeg læste Herman Bangs roman ”Ved Vejen” som 14-15-årig, blev jeg vred. Irriteret og provokeret. Mange mennesker bliver vrede på en bog, en film, et maleri eller et andet slags kunstværk, hvis det er svært tilgængeligt, krævende og provokerende. De kaster det fra sig. Det er helt naturligt.

Det, man ikke kan forstå, bliver man bange for. Det ukendte og uforklarlige sætter mennesket i en paniktilstand. Det peger tilbage på ens egen afmægtighed, ens mangel på kontrol. Men hvis man stopper op et øjeblik og ikke forkaster kunstværket lige med det samme, så vækker denne mangel på forståelse en udvidelse.

Kunsten kan udvide verden, så man på én gang føler sig genkendt og fremmed. Jeg tror, de fleste mennesker, der har set et kunstværk, genkender følelsen af, at man ser på det og tænker: Ja! Sådan er det! Sådan føles det!, uden nogensinde at have været i det rum, kunstværket forestiller. Om det er abstrakt eller konkret. Man ser på et stykke kunst og møder noget nyt, samtidig med at man har følelsen af, at man hele tiden har kendt det. Derfor føler man sig inkluderet i kunsten. Den inkludering giver et nyt blik på verden. Kunsten giver én et nyt blik at se med.

Jeg ser kunsten som et rum, man kan gå ind i, hvor livets hastighed sænkes, så alt står frem i sin fulde kompleksitet. Hvor man virkelig kan se det, der er. I kunsten kan et øjeblik strækkes ud, så man får adgang til det og til hinanden. Gennem den bevægelse skaber kunsten en ny form at være menneske i.

Ved for eksempel at læse romaner får jeg den erfaring, at mennesket ikke er statisk, men komplekst og foranderligt. Jeg oplever, at der er en verden i bogen, som bliver en del af den verden, som jeg er til stede i. Det er dét, kunsten kan: Minde os om, at alt er i konstant forandring.

I kunsten lærer vi empati. At føle med andre, samtidig med at vi mærker os selv. Kunsten skaber en dobbeltfølelse, fordi den ikke kan ses objektivt. Vi er altid med inde i kunstværket, i bogen, filmen eller maleriet. Det skaber en fællesskabsfølelse. Man er aldrig alene i kunsten.

Forfatteren Joseph Conrad (1857-1924) har formuleret sig meget præcist om kunstnerens rolle og derigennem også om kunstværket. Han siger:

”Kunstneren må uden frygt gå ind i enhver menneskelig tilstand og holde den tilstand dirrende frem, i farve, form og bevægelse, få læseren til at høre og føle og ikke mindst at se, og samtidig blotlægge det indre tryk, den mulige eksplosion i hvert afgørende menneskeligt øjeblik.”

Læseren skal høre, føle og ikke mindst se. På den måde kan kunsten forandre verden. Et kunstværk, om det er en bog, en film eller et maleri, fortæller en ny historie, hver gang det ses.

Pludselig er verden ikke, som man kender den. Man er ikke det menneske, som man troede, man var. Fordi man forandres med kunsten. Man stopper op, ser på et kunstværk, undres over det, over virkeligheden, hinanden, sig selv.

Det er det, god kunst kan: Få én til at se verden på en ny måde. Og det er med det nye blik, at vi kan skabe forandringer i verden.

Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, radiovært og skuespiller Hassan Preisler og forfatter Dy Plambeck.

I kunsten lærer vi empati. At føle med andre samtidig med, at vi mærker os selv.

Dy Plambeck, forfatter