Prøv avisen
Debat

Vil du have god samvittighed, så lad være med at give noget

Min donation førte til et diffust ubehag, som jeg langsomt, men sikkert kunne identificere som skyldfølelse. Det er det, der kaldes ”overjegets paradoks”: Jo mere du adlyder overjeget, jo mere føler du dig skyldig, skriver Christian Hjortkjær.

Min donation bliver ikke belønnet med god samvittighed, som jeg ellers havde ventet. Det er lige omvendt. Det er i det øjeblik, jeg begynder at give, at den dårlige samvittighed sætter ind, skriver ph.d.-stipendiat Christian Hjortkjær

”HVIS MAN GIVER PENGE til velgørenhed og flygtningehjælp, så gør man det i virkeligheden bare for at få god samvittighed.”

Jeg har hørt dette argument et utal af gange. Jeg har forsøgt at forstå det som god protestantisk logik. Jeg har endda forsøgt at leve efter det. Og alligevel må jeg konstatere, at min erfaring siger mig det stik modsatte.

Min donation bliver ikke belønnet med god samvittighed. Det er lige omvendt. Det er i det øjeblik, jeg begynder at give, at den dårlige samvittighed sætter ind.

For ikke længe siden blev jeg ramt af en ubærlig trang til at skrive AKUT og sende det til 1911. Jeg gik på en villavej i det solbeskinnede Danmark og kiggede på min smartphone, da jeg så billedet af den syriske far, der med fortvivlelsens forpinte blik knugede sine to børn ind til sig.

Det er Folkekirkens Nødhjælp, der har været så venlige at bringe mig billedet i kombination med en belejlig mulighed for at få afløb for mit ubehag ved straks at donere 150 kroner. Forbitrelsen var stor, da jeg over de næste seks-syv minutter kæmpede en indædt kamp for at få sendt den forløsende sms afsted, for min smartphone havde i løbet af natten opdateret sig selv til en nyere version, så jeg kunne ikke få skidtet til at virke.

Sideløbende dannede der sig en konspiratorisk tanke i mit hoved: Det er garanteret nogle rige, amoralske svin, der står bag al den forbandede teknik, der forhindrer den syriske far i at modtage min tiltrængte hjælp og jeg selv i at få bugt med min dårlige samvittighed. Er der da ingen retfærdighed til?

Omsider lykkedes det da at få sendt sms'en af sted. Men hvad var nu det? Det var ikke den forventede følelse af god samvittighed, der som lovet bredte sig i min frustrerede krop. Det var snarere et diffust ubehag, som jeg langsomt, men sikkert kunne identificere som skyldfølelse. Ja, ganske rigtigt: Jeg følte mig skyldig. Det var da lige godt pokkers, tænkte jeg. Og her har jeg kæmpet mod både storkapitalens teknokrati og sendt mine feriepenge til nogen, jeg ikke engang ved, hvem er.

Logikken kaldes ”overjegets paradoks”: Jo mere du adlyder overjeget, jo mere føler du dig skyldig. Det burde være modsat. At den, der forsøger at gøre alt rigtigt, slipper for skyldfølelsen og den dårlige samvittighed.

Men det forholder sig omvendt. Jo mere vi forsøger at overholde loven, jo mere skyldige føler vi os. Og det er i virkeligheden den sande, protestantiske logik. Luthers reformatoriske opdagelse bestod i, at uanset hvor meget han forsøgte at efterleve loven, så lykkedes det aldrig at opfylde den.

Faktisk indså Luther, at jo mere vi adlyder lovens strenge krav, jo mere plages vi paradoksalt nok af skyld. Forklaringen er, at så længe man har en forestilling om, at det er muligt at opfylde loven, så har man aldrig gjort nok. Det gælder både for den, hvis overjeg er en dømmende og straffende Gud, og den, hvis overjeg er en samfundsinstans, der siger: Giv til velgørenhed.

Så her er mit råd til dig, der gerne vil have god samvittighed: Lad helt være med give noget. Se ikke for længe på den slags billeder. Se i stedet på billeder af dine venners aftensmad eller endnu bedre: på et videoklip af en kat på et skateboard.

Så lover jeg dig, at du bliver belønnet med en blød dyne af god samvittighed, for så undgår du at overveje, om de her menneskers skæbne er noget, der angår dig. Så undgår du overhovedet at komme i et etisk dilemma.

Det er først i det øjeblik, du skriver AKUT og sender 150 kroner af sted mod den syriske far, at du indser, at du kunne have gjort mere. Og at du derfor aldrig gør nok.

Hvis det alligevel en dag skulle lykkes mig at gøre nok, så må jeg bare håbe, at jeg kan lære at leve med min gode samvittighed.

Christian Hjortkjær er ph.d.-stipendiat ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret