Kunsten at provokere. Lars von Trier i Cannes

Det er tankevækkende, hvor meget presseomtale man kan få ved at forudsige verdens ende. Eller ved at lave en film om verdens ende og sige, at man er nazist.

@Fotobyline:Tegning: Peter M. Jensen
@Fotobyline:Tegning: Peter M. Jensen.

Hvis al omtale er god omtale, må Harold Camping og Lars von Trier deles om prisen for maj måneds mest succesfulde pr-stunt. Man bliver svimmel ved tanken om de mange ressourcer, som medier jorden rundt har prioriteret at bruge på de to mænds udtalelser, mens bomberne i Pakistan, krigen i Libyen og det truende økonomiske kollaps i Spanien fik lov at passe sig selv.

Men hvor den amerikanske dommedagsprofet blot var pauseklovn og Facebook-foder for en underholdningshungrende offentlighed, som altid er på jagt efter nye idioter, var der anderledes principielle ting på spil i historien om den danske filminstruktør, der blev bortvist fra filmfestivalen i Cannes for sine "nazi-sympatier". Grundlæggende handler det om to ting: Hvor går grænsen for ytringsfriheden? Og hvor går grænsen mellem kunstner og værk?

Om det første er der at sige, at hvis grænsen for ytringsfriheden går dér, hvor Cannes Festivalen trak den, da den bortviste Lars von Trier, så skal vi rigtignok til at tænke os om, inden vi taler. Hvis man gør sig den ulejlighed at besøge YouTube, kan man se Lars von Triers udtalelser i kontekst og forvisse sig om, at han er ironisk.

Og nej, man behøver ikke at have en mastergrad i Dansk Humor for at se det: På pressekonferencen for "Melancholia" beder en journalist Lars von Trier uddybe noget, han har sagt til et filmtidsskrift om sin fascination af nazisternes æstetik. Svaret er lige så langt, som avisernes referater af det er korte.

Det er også upræcist, selvhøjtideligt og kun morsomt på samme pinlige måde, som når en stand-up-komiker "dør" foran sit publikum (se klippet, og hold øje med den kvindelige hovedrolleindehaver, Kirsten Dunst, der sidder ved siden af von Trier og ønsker sig meget langt væk). Men er svaret sårende og forargeligt? Ikke med mindre de, som hører det, selv kan mønstre en pæn portion selvhøjtidelighed. Det er der åbenbart mange, der kan.

Lars von Trier fik ikke givet et ordentligt svar på journalistens relevante spørgsmål. I stedet blev han fanget i sit eget forsøg på at sige noget uartigt. Det blev han bortvist for, selvom man skulle tro, at festivalledelsen var vant til uartige kunstnere, der ikke svarer ordentligt på pressens spørgsmål. Men når den globale internet-opinion har voteret, er der ikke plads til politisk ukorrekte koketterier om nazister og jøder i Cannes.

Om det andet – forholdet mellem kunstner og værk – må man sige, at Lars von Trier selv har brugt hele sin karriere på at nedbryde denne klassiske skelnen. Selvom hans film ikke er selvbiografiske, opererer han (ligesom mange nutidige billedkunstnere og forfattere) med en flydende grænse mellem liv og værk, fakta og fiktion.

Uanset om hans provokationer er kunst eller kalkule, er de blevet en uadskillelig del af hans værk. Fobierne, uforskammethederne, grænseoverskridelserne og de excentriske pressekonferencer fremstår som en så integreret del af hans kunstneriske identitet, at man vanskeligt kan se en von Trier-film uden hele tiden at blive mindet om instruktørens manierede selvfremstilling.

Hans forrige film, den fremragende "Antichrist", var for eksempel en grum fabel, der blev lanceret som et billede på instruktørens erklærede misogyni.

Og ingen med et blot overfladisk kendskab til Lars von Trier kan være i tvivl om, at hans interesse for nazismen er vævet sammen med hans personlige historie. På filmskolen tog han det junkerklingende øgenavn "von" til sig som kunstnernavn og lavede debutfilmen, "Befrielsesbilleder", hvor Danmarks befrielse bliver beskrevet som en grum apokalypse, set gennem nazisters og kollaboratørers øjne.

Debutfilmen er langt mere provokerende end hans udtalelser på årets Cannes Festival, men meget har ændret sig siden begyndelsen af 1980'erne. På den famøse pressekonference gentog han endnu en gang historien om, at han først troede, han var jøde (ligesom sin stedfar), men så opdagede, at han var tysk (ligesom sin biologiske far).

At det ikke gør ham til søn af en nazist (hans biologiske far var faktisk modstandsmand), vælger Lars von Trier at se stort på. Ikke kun fordi der er mere provokationseffekt i at fremstille sig selv som nazist, men også fordi det passer bedre til hans kunstneriske projekt: at undersøge, hvorfor ethvert menneske bærer en latent ondskab i sig.

Det er et værdigt projekt, som ikke bliver mindre relevant i lyset af den overreaktion, hans seneste udtalelser er blevet mødt med. Der breder sig tilsyneladende en opfattelse af, at kunstnere skal være rene, ordentlige og have sunde politiske synspunkter.

På filmfestivalen i Cannes er der masser af kunstnere, ikke mindst i den amerikanske afstøbning, der gør deres bedste for at leve op til disse krav. Det vil være en kunstnerisk falliterklæring, hvis Europas største filmfestival ikke har plads til grimme, klodsede og politisk provokerende kunstnere som Lars von Trier.

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, lektor og forfatter Henrik Jensen, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen og journalist Kåre Gade