Kunsten at rapportere fra en offentlig tragedie

Vi kunne alle have været ofre for tragedien i Field's, der derfor kommer os alle sammen ved. Men hvordan den kommer til os, er mediernes ansvar. Det er let at finde fodfejl i dækningen, men det er fordi vi har høje forventninger, og det er en tillidserklæring til de danske medier

Medierne har siden søndag aften dækket skyderiet i Field's intenst. Dækningen har allerede været omdiskuteret, og det er udtryk for en stor tillidserklæring til medierne, mener Jesper Bacher.
Medierne har siden søndag aften dækket skyderiet i Field's intenst. Dækningen har allerede været omdiskuteret, og det er udtryk for en stor tillidserklæring til medierne, mener Jesper Bacher. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Der er de personlige tragedier. Sygdom, ulykker og overgreb, som rammer de enkelte mennesker og deres pårørende, og så er der de offentlige tragedier. Her er ofrene også enkeltmennesker, men omstændighederne gør, at tragedien bliver genstand for offentlig opmærksomhed. Tragedien får en national dimension og rammer hele landet. En begravelse kan foregå i stilhed, men sådan er det ikke med pludselige og omfattende forbrydelser og ulykker i det offentlige rum. De sker midt iblandt os, ofrene er tilfældige, vidnerne er mange, og medierne er på stikkerne.

I søndags blev Danmark som bekendt ramt af en offentlig tragedie, da en 22-årig mand skød og dræbte tre mennesker i butikscentret Field's på Amager og sårede fire andre, som i skrivende stund er i kritisk, men stabil tilstand. En fredelig juli-søndag med almindelig handel og vandel i Field's blev freden brudt og en indkøbstur til en dødelig affære for helt tilfældige kunder. Det kunne have været dig og mig, det kunne have været vores børn, søskende og venner. Det skete ikke i et mørkt og lukket kriminelt miljø, men så at sige på torvet. Der hvor vi alle færdes, der hvor vi alle kan være ofre.

Hvordan rapporterer man fra sådan en tragedie, mens den endnu oprulles? Hvordan orientere offentligheden uden at skræmme, hvordan komme tæt på uden at træde på ofrene, hvordan gå efter historien uden at jagte sensationen? Når den offentlige tragedie indtræffer, er der ikke mindst brug for medierne til at modgå rygtedannelser og halve sandheder. Medierne skylder på den ene side at hjælpe myndighederne med at informere og orientere, men medierne skylder på den anden side også at være andet og mere end myndighedernes talerør. Heller ikke en offentlig tragedie suspenderer den kritiske journalistik.

I kølvandet på tragedien i Field's bemærkede man, at medierne var hurtige til at videregive politiets information om, at den mistænkte var en etnisk dansk mand. Det er ellers ikke noget, man plejer at nævne i forbindelse med en forbrydelse. De etniske danskere er jo i flertal, så hvis der ikke nævnes andet, går man ud fra, at der er tale om en etnisk dansker. Var det imidlertid ikke blevet nævnt, så ville rygtebørsen begynde at spekulere i islamisk terrorisme, selv om man udmærket kan være etnisk dansk og fanatisk islamist. Ansvarlige medier medvirker til at tage den slags i opløbet.

De ansvarlige medier bør imidlertid også afstå fra at stikke en mikrofon op i hovedet på chokerede mennesker. Øjenvidner er vigtige, og deres vidneudsagn skal frem, men medierne må holde en klædelig distance og lade mennesker komme til sig selv, før de kommer med deres historie.

Når man står på sidelinjen, er det selvfølgelig lettere at finde fodfejl og hår i suppen, når det kommer til dækningen af tragedien i Field's, men høje forventninger er jo også en tillidserklæring til de danske medier. En offentlig tragedie kommer os alle sammen ved, og hvordan den kommer til os, er mediernes ansvar.

Jesper Bacher er sognepræst.