Kunst skal ikke nødvendigvis være noget. Kunst skal ikke skabe debat, men kunst kan skabe debat. Ligesom kronikker, socialt iværksætteri, forsider på Ekstra Bladet, og nu en 3,5 meter høj figur også gør det. Figuren forestiller en ammende mand og er udstillet på museet Køn i Aarhus. Debatten ses i de livlige kommentarspor i dagbladene og på min egen profil på Facebook, hvor jeg havde taget afstand fra, at den billedliggør en pædofilidrøm.
Pædofili er selvfølgelig ikke et begreb, nogen ønsker sig associeret med. Selvom man regner med, at 70-120.000 mennesker i Danmark har pædofile tendenser, vil vi helst lukke øjnene for, at dette envejsudtryk for kærlighed findes.
Man kan tage afstand fra sygdommen eller omfatte patienterne med forståelse, men at omdøbe de seksuelle handlinger, som det i mine øjne er, når en voksen mand lader et uskyldigt barn sutte på sin brystvorte og kalde gerningen for et udtryk for ”nærvær, ømhed og omsorg overfor det nye liv,” er en farlig omskrivning af virkeligheden.
For er Agape ikke den pædofiles drøm? En voksen nøgen mand, der nyder at lægge et lille barn op til sin brystvorte for, at det kan slikke på den, er for mig at se en billedliggørelse af, hvad pædofile drømmer om.
Det er ikke forkert at have pædofile drømme, og det er ikke forkert at kanalisere fantasierne ud i værker, men alligevel føles det næsten kriminelt på tungen bare at nævne det ord, der meldte sig for mig, da jeg så figuren.
For er det ikke netop, hvad de udøvende pædofile siger, når de føler, de viser kærlighed ved at indgå i intime sammenhænge med de udvalgte små, de kommer tæt på?
Når Aske Kreilgaard forklarer, at figuren hedder Agape, fordi det er græsk for kærlighed, så spidser jeg ører og vover et øje. Selvfølgelig udtrykker figuren en pædofil handling over for et lille barn, ved at lade det slikke på mandens brystvorte.
Brystvorten er det springende punkt. Både hos kvinder og mænd er den en erogen zone. For mig var det at amme en yderst intim, men også både smertefuld, meningsfuld og til tider lystfyldt handling, som fik min livmoder til at trække sig sammen, som naturen så viseligt har indrettet det. Samtidig fik børnene næring på den naturligste måde. Det var en stor tilfredsstillelse for en mor, men en erfaring, som mænd aldrig kommer til at få.
Den lille forskel på mand og kvinde viser sig også her. Moderen tilfredsstiller barnets behov, men manden tilfredsstiller kun sit eget. Jeg ser ikke, at der leges med kønsrollerne, som mange andre ser. Jeg ser en udnyttelse af det lille barn, og en mands leg med sin egen tilfredsstillelse. Derfor finder jeg det foruroligende, at både køn og publikum i dag bifalder budskabet: Den voksne mand kan gøre, hvad han vil med et lille barn, når bare vi kalder det Agape.
Suste Bonnén er billedhugger, fotograf og forfatter.