KENDT FOR SINE vellydende udgaver af især den danske sangskat er DR’s pigekor. Det er de lyse stemmer, som indsynger nytåret. Det er dem, som hylder midsommeren. Og stemmerne er der også, når dansk popmusiks store navne bliver løftet til nye højder på sangens vinger.
Pigekoret er en institution, og derfor er det selvfølgelig relevant at tage fat på, når et medie – i dette tilfælde Politiken – får et tip om, at der bag den polerede overflade synes at have hersket en kultur, der bestemt ikke er i orden: ”12 tidligere sangere i DR Pigekoret kritiserer et seksualiseret og grænseoverskridende miljø under Michael Bojesens tid som chefdirigent fra 2001 til 2010”, hed det således på avisens forside lørdag den 5. juni.
I den forløbne uge har avisen bragt beretninger om magtmisbrug og om ledelseslag i DR, som ikke tog klager alvorligt. Andre medier har fulgt op, politikere har krævet handling, og senest har en tidligere korchef i Politikens lørdagsudgave undskyldt ikke at have haft ”et markant større fokus” på, hvad der øjensynligt er foregået i pigekoret.
Politikens journalistik er klassisk, undersøgende og magtkritisk. Den slags, som høster cavlingpriser og andre kollegiale skulderklap. Og der synes ikke at være tvivl om, at avisens journalister har lavet et grundigt stykke arbejde.
Desværre er de også blevet ramt af det, gravende journalister kalder et ”tunnelsyn”; historien vokser og kan til sidst kun ses fra én vinkel. I dette tilfælde de pigekorssangere, som har fortalt om oplevelser, der bestemt ikke er i orden. Dem er der ingen grund til at anfægte.
Til gengæld er der grund til at anfægte en manglende lydhørhed overfor tidligere pigekorsmedlemmer, der har fortalt journalisterne, at de ikke kan genkende billedet af ”en seksualiseret kultur”. Flere har ifølge et indlæg i denne avis i onsdags været kontaktet af Politiken, men havde en oplevelse af, at vinklen var lagt, og at det udelukkende handlede om at få den bekræftet. I en mail til en tidligere pigekorssanger – som jeg har set – hedder det blandt andet, at ”der er mange måder, du kan hjælpe os på”. For eksempel ved ”anonymt at bekræfte, at en episode er foregået”.
I mailen er der ingen opfordring til at komme med udsagn, der modsiger den seksualiserede kultur. Og Politiken har i sin intense – og absolut relevante – dækning af pigekoret den sidste uge kun i én artikel nævnt, at ”nogle tidligere sangere udelukkende har en positiv erindring om ungdomsårene i DR”.
Nuanceringen er vigtig i en sag med alvorlige MeToo-beskyldninger. Og det er besynderligt, at en ellers seriøs avis ikke nuancerer alle sine artikler om sagen. Forklaringen fra kulturredaktør Mette Davidsen-Nielsen her i avisen i torsdags og i mit eget ”Mennesker og medier” fredag er, at Politiken bedriver kritisk, undersøgende journalistik.
Men undskyld; den bliver jo ikke ringere af at være nuanceret. Snarere tværtimod.
Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.