Prøv avisen
Mediekommentar

Kurt Strand: Debatten om ytringsfrihed må holdes i live - men uden skråsikre konklusioner

Intet er nemlig lettere end at forlange absolut og uindskrænket ret til at ytre sig; en ret som i praksis ikke eksisterer på nogle medier, fordi redaktører og journalister i deres arbejdsprocesser igen og igen tager stilling til, hvad de skal – og ikke skal – viderebringe, skriver Kurt Strand ovenpå Flemming Roses bog. Foto: Sigrid Nygaard/ Dagbladet Information

Debatten om ytringsfrihed må og skal holdes i live. Fordi den ikke er selvfølge. Og fordi den ikke egner sig til skråsikre konklusioner, skriver Kurt Strand i mediekommentaren

”ULYKKELIG” ER NOK DET MEST anvendte ord i de seneste dages genopblussede debat om Muhammed-tegningerne, som siden 2005 herhjemme og i store dele af verden har været nærmest synonyme med Morgenavisen Jyllands-Posten. For selvom avisen har fremstået som spydspids i kampen for ytringsfrihed, viser et par aktuelle bøger, at det på de indre linjer har været så som så med retten til at udtrykke sig frit.

Den ene af bøgerne er skrevet af Jyllands-Postens nu forhenværende kulturredaktør Flemming Rose, som sidste år valgte at forlade avisen efter i flere år at have levet med en ”håndfæstning”, der reelt satte hans egen ytringsfrihed ud af kraft. Den anden er en bog om dansk mediebranches stærke mand Jørgen Ejbøl, tidligere bestyrelsesformand – i dag næstformand – i JP/Politikens Hus, som råt for usødet fortæller, hvordan Rose efter hans opfattelse satte sig selv over 2000 ansattes sikkerhed.

De to versioner synes at bekræfte hinanden, og det paradoks, de repræsenterer, blev foldet fint ud i ”Presselogen” på TV 2 News søndag. Også her blev ordet ”ulykkelig” brugt igen og igen, fordi det i praksis er umuligt at stille sig skråsikkert an i en sag, hvor dyrebare principper konflikter med uforskyldte menneskers ret til at leve.

Intet er nemlig lettere end at forlange absolut og uindskrænket ret til at ytre sig; en ret som i praksis ikke eksisterer på nogle medier, fordi redaktører og journalister i deres arbejdsprocesser igen og igen tager stilling til, hvad de skal – og ikke skal – viderebringe. Således også på Jyllands-Posten, hvor den nyligt tiltrådte chefredaktør, Jacob Nybroe, står i spidsen for en nedprioritering af islam-dækningen:

”Når man har mange stykker journalistik om det samme emne, om islam og integration, så kommer det til at virke, som om man har et ærinde. Så bliver journalistikken til en kampplads, og det skal den ikke være”, forklarede Nybroe i et interview, jeg lavede med ham i september i P1’s ”Mennesker og medier”. Med ordene varslede han en ”mindre aktivistisk” avis og tilføjede, at ”selvom det er retrospektivt, må jeg sige, at jeg ville ikke have bragt tegningerne”.

Jacob Nybroe medgav dog, at eftertiden viste, at Muhammed-tegningerne rejste en relevant diskussion. Og mon ikke de fleste er enige med ham; uanset hvad den enkelte måtte mene om udgangspunktet, der jo handlede om at bruge retten til at ”håne, spotte og latterliggøre”.

Derfor, og selv om ytringsfriheden jævnligt har været genstand for diskussion i det seneste tiår, er det godt, at offentligheden nu har fået et indblik i kampen på de indre linjer. Godt er det også, at diskussionen holdes i live, for ytringsfrihed er – på linje med vores øvrige demokratiske rettigheder – ingen selvfølge.

Som denne avis’ chefredaktør, Erik Bjerager, konstaterede i en leder i går, har ”et helt årtis debat vist, at Flemming Roses kamp for ytringsfrihed, ikke mindst i forhold til islam, er helt central”. Debatten om ytringsfrihed må og skal holdes i live. Fordi den ikke er en selvfølge. Og fordi den ikke egner sig til skråsikre konklusioner.

Kurt Strand er journalist, vært og producent på P1’s ”Mennesker og medier”.