En usædvanlig fejde mellem store dele af den danske forskningsverden og et flertal i Folketinget har i de seneste dage fyldt godt i flere medier. Anledningen er en nylig vedtagelse på Christiansborg, som blandt andet fastslår, at politik ikke må ”forklædes som videnskab”, og at forskere ikke ”systematisk” skal kunne ”unddrage sig berettiget faglig kritik”.
Umiddelbart ord, som det er svært at være uenig i. Alligevel har store grupper af forskere reageret med debatindlæg, senest et åbent brev i Politiken i går til den socialdemokratiske uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) med opfordring til at droppe sin støtte til den åbenbart kontroversielle vedtagelse. 3241 forskere står bag det åbne brev, men selv det store antal får næppe nogen betydning, for regeringen har selv stemt for.
Dog var det temmelig påfaldende, at Ane Halsboe-Jørgensen direkte adspurgt i ”P1 Morgen” onsdag ikke kendte til eksempler på det, flertallet har vedtaget. Og at det egentlig bare var for at undgå, at noget sådant skulle ske.
Ministerens papirtynde argumentation rokker dog ikke ved, at enhver, der ytrer sig offentligt, selvfølgelig skal tåle at blive kritiseret og imødegået. Der er imidlertid stor forskel på at diskutere i en god og saglig tone – hvilket ofte er en mangelvare – og direkte med voldsomme beskyldninger blande sig i, hvad nogen bør eller ikke bør mene. Og for såvel forskere som politikere gælder, at de selvfølgelig skal kunne dokumentere synspunkter, der fremstilles som fakta.
Selvom striden lige nu synes at handle om, hvor meget politikere må blande sig og gå i rette med forskere – herunder den forskning, de laver – er den mere principiel end som så. Direkte indblanding er sket flere gange i de senere år: Konklusioner bliver rettet, rapporter skrevet om, og nøje udvalgte dele af bestilte undersøgelser tippes til udvalgte medier.
Heldigvis bliver de fleste eksempler afsløret og bragt til offentlighedens kendskab, mens universitetsledelser, embedsmænd og ministre beklager med løfter om bod og bedring. Men skaden er sket, hver gang utidig indblanding finder sted.
Og de aktuelle reaktioner fra den danske forskningsverden vidner om en reel bekymring for, at det såkaldte armslængdeprincip skrumper.
De fleste politikere er – i hvert fald principielt – enige i, at det er vigtigt med armslængde. Vigtigheden rækker dog ikke længere end til næste gang, hvor det forekommer i orden at blande sig. Og Dansk Folkepartis gentagne ”den, der betaler for musikken, bestemmer også, hvad der skal spilles”-mantra er det underliggende argument, når den politiske armslængde igen skrumper.
Ikke bare i forskningsverdenen, men såmænd også i medieverdenen, hvor taktstokken svinges over især DR, men også over det ligeledes statsejede TV 2. Som da det sidste forår blev bestemt, hvad de to public service-stationer skulle prioritere, da coronapandemien bredte sig.
Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.
men selv det store antal får næppe nogen betydning, for regeringen har selv stemt for.