EN POLITIMAND BLIVER trukket ned i en hob af råbende demonstranter. Han bliver slået, sparket og hånet. Selv er han sikker på, at han om få øjeblikke er død og forsøger at mildne stemningen med en desperat appel: ”Jeg har børn!”. Heldigvis virker det. De lader ham slippe og snart er han bevidstløs tilbage blandt sine kolleger.
Scenen er én blandt mange voldsomme i den britiske dokumentarfilm ”Capitol-angrebet indefra – fire timer der ændrede USA”, sendt torsdag aften på DR på étårsdagen for de vanvittige begivenheder i Washington og tilgængelig på DRTV frem til 20. oktober 2023. At dokumentaren kan ses i en så lang periode, er godt, for den bør være pensum i ethvert demokrati. Fordi den viser, at netop demokratiet ikke er en selvfølge, og at det har brug for et stærkt forsvar, når det bliver angrebet.
Selv har jeg ikke – takket være massiv nyhedsdækning – været i tvivl om, at begivenhederne for et år siden gik langt over stregen. Men efter dokumentarfilmens halvanden time lange velproducerede sammendrag står det lysende klart, at det var meget værre. Med mobiltelefon-optagelser, billeder fra betjente og fra overvågningskameraer bliver flere enkeltbegivenheder inde i kongresbygningen vist fra flere vinkler.
Suppleret med en række interview på begge sider af det, en politimand kalder ”en middelalderlig slagsmålsscene”, er der tilmed plads til refleksioner. Og selvom der ikke synes at være megen fortrydelse blandt dem, som lod sig rive med, er det selvfølgelig vigtigt at forstå, hvorfor det åbenbart var i orden at tiltvinge sig adgang med spyd, baseballbats og knyttede næver.
”Vi forsvarede forfatningen for at bevare friheden,” lyder forklaringen fra en af dem, som stadig er overvist om, at Donald Trump vandt præsidentvalget i november 2020.
Ganske som ekspræsidenten selv, som i et klip mener, at ”det hele foregik stille og fredeligt” og at demonstranter og politifolk ”krammede hinanden”.
Trump-klippet er vigtigt, fordi det – sammen med udsagn fra hans tilhængere – understreger det fortsat dybe skel i USA. Store befolkningsgrupper lader sig ikke forstyrre af fakta og vælger deres egne virkeligheder med hjælp fra både sociale og etablerede medier. Ekkokamre bliver skabt, og på forhånd er muligheden for at prøve at forstå ”de andre” udeladt.
Den fælles, offentlige samtale er afskaffet. Og som Informations chefredaktør Rune Lykkeberg med vanlig præcision sammenfattede i ”Deadline” lige efter dokumentaren torsdag aften:
”Vi har troet gang på gang, at der ville ske noget, som afsluttede Trump-mareridtet – at hans tilhængere vågnede op til realiteterne – og at han ville blive udstillet som en bizar og uhyggelig parentes. Det, vi har lært et år efter, er, at Trump ikke er en undtagelsestilstand, men snarere et tegn på en ny normal i amerikansk politik.”
Eller med andre ord: Splittelsen er den nye – og skræmmende – normaltilstand.
Kurt Strand er journalist og underviser.