”Det var en fejl, og sådan skulle vi ikke have gjort”. ”Jeg erkender blankt, at det var ikke godt nok”. ”Der er meget, der burde være håndteret anderledes”.
Tre bemærkninger fra tre chefredaktører, som tilsammen illustrerer, at viljen til at erkende fejl i medierne – trods jævnlige påstande om det modsatte – absolut er til stede. Endda er der gennem de senere år sket en gradvis forandring fra afvisende vognborgs-reaktioner til en attitude med mere anerkendelse af, at kritikere sagtens kan have ret.
Denne generaliserende iagttagelse er baseret på min egen dækning af mediestof i de sidste par årtier. Ved årtusindskiftet skrev jeg en mediekritisk bog med den kringlede titel ”Journalismens Meningsløse Ulidelighed”. Bogens eksempler var veldokumenterede, men alligevel blev de fleste pointer afvist som et højpandet skrivebordsarbejde, set fra en kontorsilo i TV-Byen 2860 Søborg.
Jeg var dengang vært og interviewer på et ugentligt interviewprogram, ”Profilen”, på DR 1, og det blev ikke mødt med klapsalver at kritisere sine egne med dét udgangspunkt.
I dag er det som nævnt anderledes. I de seneste fem et halvt år har jeg som vært og ekstern producent på P1’s nu lukkede mediemagasin, ”Mennesker og medier”, selvfølgelig fortsat mødt redaktører og medieledere, der enten ikke ville anerkende fejlskud, eller som skulle trækkes igennem gentagelser af spørgsmål for blot at erkende et hjørne af en given kritik.
Men heldigvis har der været flere og flere eksempler på erkendelse af fejl. Nogle gange endda så hurtigt i et interview, at det næppe har været svært at aflæse min overraskelse over, at der knap nok var brug for dokumentation for at få fejl erkendt. Til gengæld har der så været mere tid til at fokusere på, hvordan gentagelser kunne undgås.
For det er jo ikke tilstrækkeligt at erkende og beklage. Nok så vigtigt er at igangsætte eller stramme op på procedurer, der hindrer, at fejl sker igen. Dér er der stadig meget at arbejde med for mange danske medier. En af de mest udbredte og unødvendige er manglende forelæggelse, når et menneske bliver kritiseret. Blandt klagerne til mediernes egen ”domstol”, Pressenævnet, er netop manglende forelæggelse af kritik blandt de mest almindelige.
Når medier får påtale for ikke at have forelagt kritik, lover de bod og bedring. Det er bare ikke ensbetydende med, at det ikke sker igen. Meget journalistik bliver til under tidspres, og det sker alt for ofte, at en artikel bliver offentliggjort som halvfabrikata uden svar fra en angreben part.
Og når dét sker, er det ikke altid nemt at få fat i journalister og redaktører. Nogle medier har mailadresser og telefonnumre på medarbejderne på deres hjemmesider. Andre – DR, for eksempel – gemmer sig bag en mur af upersonlige kontaktoplysninger, der i bedste fald resulterer i intetsigende standardsvar.
Også dér er der god plads til forbedringer.
Kurt Strand er journalist og forfatter