Kurt Strand: DR gambler med sin troværdighed

Svingende prognoser, der viste et forkert mandattal, prægede DR's valgaften. Men fadæsen bliver skjult og bortforklaret af DR, skriver Kurt Strand

Prognoserne for valgresultatet var forkerte på DR hele valgaftenen, og det har mødt kritik.
Prognoserne for valgresultatet var forkerte på DR hele valgaftenen, og det har mødt kritik. Foto: Agnete Schlichtkrull.

På den ene kanal var der 87 mandater til rød blok, på den anden kun 80. Prognoserne på valgaftenen sidste tirsdag var vidt forskellige på TV 2 og DR 1, og det var derfor nærmest uomgængeligt at diskutere den store talforskel i "Presselogen" på TV 2 News søndag. For som Berlingske-chefredaktør Mette Østergaard karakteriserede de konsekvent forkerte tal på DR 1: ”Det var valgkampens største brøler.”

I studiet med "Presselogen" var der desværre ingen fra DR til at diskutere kritikken; det ellers cheftunge mediehus havde ikke kunnet finde nogen, som kunne medvirke. Men i et båndet indslag forklarede chefredaktør i DR Nyheder Thomas Falbe den fejlagtige prognose som ”en konsekvens af et meget tæt valg, som falder ud på en måde, vi ikke har set før i forhold til fordeling af kreds- og tillægsmandater. Og den beregning, der lå til grund for vores prognose, skulle derfor have været en lille smule anderledes".

Chefredaktør-ordene må siges at være en voldsom underdrivelse, fordi tallene jo gav et fuldstændig fejlagtigt billede af, hvordan vælgerne havde stemt. De fik blandt andre Moderaternes Lars Løkke Rasmussen til i flere timer at tro på en afgørende nøglerolle for sit nye parti. Dermed blev prognosernes betydning og nødvendigheden af tydelige forbehold bøjet i neon på en måde, så selv kritikresistente tv-chefer burde få en del at tænke over.

Selvom den forkerte DR-prognose i sig selv var en brøler af de helt store, var det egentlig endnu værre, at DR 1 konsekvent ignorerede, at der var andre tal i omløb. Tallene hos TV 2 var som nævnt markant anderledes, og i flere timer op til det endelige resultat var der udsigt til rødt flertal. Men tallene blev hos TV 2 serveret med store forbehold, og det blev flere gange nævnt, at det hos konkurrenten tegnede til et helt andet resultat.

Netop denne vigtige nuancering gjorde TV 2’s valgdækning mere troværdig end DR 1’s. I DR Byens valgstudie blev der i stedet gamblet med netop troværdigheden, som for medier og journalister er noget af det mest dyrebare. Det tager uger, måneder, ja år at bygge den solidt op. Til gengæld kræver det kun få timers bevidst fravalg af en oplagt nuancering at sætte den over styr.

End ikke i dagene efter valget var der format nok til at fortælle om prognosefadæsen i TV Avisen. Kun P1’s "Orientering" bragte prognosehistorien, og selv om DR-chefredaktør Thomas Falbe erkendte i det båndede indslag i "Presselogen", at det skulle have været ”gjort tydeligere”, at der var ”en divergerende opfattelse”, havde det været klædeligt at beklage højt og tydeligt på lige netop den kanal, der leverede brøleren.

Alt i alt er der for DR’s valggeneraler nu kun at håbe på, at der er lang tid til næste omgang ved stemmeurnerne, så seerne får god tid til at glemme, hvor skidt det stod til med prognoserne og troværdigheden sidste tirsdag. Samt ikke mindst at glemme, hvor uskønt de blev forsøgt skjult eller bortforklaret.

Kurt Strand er underviser og journalist.