Kurt Strand: DR laver ligegyldigt talkshow med hyggepianist

”Alle kanter er høvlet i bund, knaster er skåret væk og tilbage er kun en række skæve snit med smil på,” skriver Kurt Strand om ”Det politiske talkshow” på DR 1

"Johannes Langkilde en venlig vært, men ”Det politiske talkshow” er spild af hans talent."
"Johannes Langkilde en venlig vært, men ”Det politiske talkshow” er spild af hans talent.". Foto: DR.

Der blev snakket om åbningstaler, om grin i salen og om forventninger til det nye folketingsår. Ikke talt, men snakket, for i DR 1’s ”Det politiske talkshow” skal der øjensynligt ikke være noget på spil. Alle kanter er høvlet i bund, knaster er skåret væk og tilbage er kun en række skæve snit med smil på.

Men talkshowet er skam politisk, og det er selvfølgelig med fuldt overlæg, at programlæggerne i DR Byen på Amager havde lagt sæsonpremieren samtidig med en over 15 timer lang åbningsdebat i Folketinget. Og i gæstestolene havde den socialdemokratiske undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil taget plads sammen med Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, og Venstre-manden Karsten Lauritzen. Alle tre udtrykte undervejs lidt påtaget nervøsitet over, om det nu også gik at være væk fra folketingssalen, og om det ville lykkes dem at nå tilbage til statsministerens afsluttende tale.

I sig selv er det tankevækkende, at en minister og en politisk ordfører mener, at de kan være væk fra en debat, der skyder det politiske arbejdsår i gang. Og det er næppe fremmende for forsøg på bekæmpelse af politikerlede, at de uden nævneværdige forbehold kan bruge 35 minutter i en liveudsendelse plus den tid, der går med transport til og fra Christiansborg, sminke, briefing og andre praktikaliteter. Nok halvanden times tid i alt.

Bemærkelsesværdig er også den insisterende jovialitet. Vært Johannes Langkilde er venlig, afslappet klædt og adresserer konsekvent sine gæster udelukkende med fornavn.

For når Pernille, Mai og Karsten er på besøg, placeret omkring et lavt sofabord i læderbetrukne svanestole, ja, så skal det åbenbart være lidt, som om vi er hjemme hos Johannes. Dér ville ingen jo tiltale hinanden med både for- og efternavn, vel?

Men uanset hvad en dygtigt designet dekoration inviterer til, bliver en tv-udsendelse aldrig en ramme, der tilnærmelsesvis ligner noget privat. Og den skal heller ikke være det, for hvordan skal jeg som seer kunne stole på, at den rare vært bare tilnærmelsesvis vil udfordre sine gæster.

Tillad mig derfor – endnu en gang på denne plads – at minde om, hvad der står i DR’s interne stilguide om forholdet mellem interviewere og deres gæster: ”Vi bør holde afstand og bruge deres fulde navn.” Ikke bare af den grund, men også fordi den lidt omklamrende stil dels signalerer lukket fest for særligt indbudte, dels bekræfter udbredte opfattelser af, at journalister, politikere og andre meningsdannere er ét fedt i det samme københavnske Kartoffelrække-segment.

Som nævnt er Johannes Langkilde en venlig vært, men ”Det politiske talkshow” er spild af hans talent. Han er i andre sammenhænge en dygtig og lyttende interviewer, og for nylig styrede han på DR 1 en Afghanistan-debat, der – dialogsøgende og renset for mudderkast – gjorde seerne i hvert fald lidt klogere på en umulig krig. Mere af den slags, tak. Og mindre show med Langkilde som hyggepianist.

Kurt Strand er journalist og forfatter.