Kurt Strand: DR smider guldæg på lossepladsen

Blandt de seneste af den DR's selvmodsigende beslutninger er de facto-lukningen af P1-flagskibet ”Orientering” fra årsskiftet

DR's ledelse har besluttet at lukke P1-programmet "Orientering" til nytår.
DR's ledelse har besluttet at lukke P1-programmet "Orientering" til nytår. Foto: Michael Mahovlich/Masterfile/Ritzau Scanpix.

"Vi skal være noget for alle danskere," lyder det besværgende igen og igen fra DR’s topchef, generaldirektør Maria Rørbye Rønn. Omkring og under sig har hun en flok nikkedukke-chefer, som i søvne kan gentage hendes ord. Og som øjensynligt ikke undrer sig, når den Powerpoint-egnede vending bliver fulgt af beslutninger, der mestendels er egnede til at genere flest mulige af de store mediehus’ betalende kunder.

Blandt de seneste af den slags selvmodsigende beslutninger er de facto-lukningen af P1-flagskibet ”Orientering” fra årsskiftet. Et nyt, orienteringslignende program bliver ganske vist søsat i begyndelsen af januar, men med ressourcer på omkring en fjerdedel af de nuværende og med mindst en halvering af den sendetid, som i dag er live fra et studie i DR Byen.

Konkret vil fyldig og højaktuel dækning af det amerikanske midtvejsvalg onsdag ikke kunne lade sig gøre. Det nylige premierministerskift i Storbritannien med farvel til Liz Truss den ene dag og goddag til Rishi Sunak den næste er så tids- og ressourcekrævende, at det næppe heller vil være muligt, når det nuværende ”Orientering” er stedt til hvile den 30. december. En massiv, mere end otte timer lang dækning af udskrivelsen af folketingsvalget i begyndelsen af oktober, skal lytterne også fremover finde et andet sted end på P1. De to værter som kvalificeret guidede lytterne gennem valgkampens første timer, er i øvrigt enten fyret eller forflyttet til et andet job i DR.

Årsagen til at et af DR’s ældste og bedst etablerede radiokoncepter vil blive amputeret til ukendelighed er, at der skal bruges flere ressourcer på digitalisering. Lytterne skal holde op med at stille ind på FM, Dab eller net, når store begivenheder fylder dagsordenen i Danmark og omegn. De skal, som forudsagt i adskillige, 10-15 år gamle fremskrivninger af deres vaner, holde op med at lytte til gammeldags flowradio. Men det kan de åbenbart ikke selv finde ud af, for med daglige lyttertal på 220.000 eller flere, når ”Orientering” flere end nogensinde. Og dét går jo ikke, når DR hellere vil have dem til at lytte til podcasts. 

Men hvis det, de gerne vil lytte til, forsvinder, kan det så ikke tænkes, at de i stedet vil lytte mere til podcasts? Måske, men med et vigtigt aber dabei, for DR’s egne tal viser, at lyttere i alle aldersgrupper faktisk kan finde ud af både at lytte til podcasts og til liveradio, fordi de to formater kan noget forskelligt, når det gælder form, indhold og aktualitet.

Derfor er det endog meget usandsynligt, at DR-ledelsens mulige kalkule vil få flere til at vælge podcast i stedet for direkte radio. Mere sandsynligt er, at lytterne vil lede efter en anden kanal, der kan udfylde hullet efter ”Orientering”. 

Så hvis Radio4 i Aarhus for tiden er i gang med at udvikle et nyt koncept til den snart ledige 16-18-sendetid, vil det være en logisk konsekvens af DR’s uigennemtænkte og besynderlige beslutning om at smide et guldæg på lossepladsen.