”Hvad sker der efter to år? Vil de sende os tilbage til Afghanistan?”.
Spørgsmålet blev stillet tirsdag eftermiddag i Orientering på P1 af en afghaner på et asylcenter i Holstebro.
Fra en anden, placeret i Ribe, lød det:
”Forestil dig at være evakueret fra Afghanistan, og ikke ét ord er blevet sagt til dig om din fremtid her i landet.”
Begge er blandt de omkring 900 afghanere, som med livet som indsats har arbejdet for de danske styrker i deres nu Taleban-styrede hjemland. Og som i august efter nøl og forvirring blev evakueret fra Afghanistan til Danmark. Men deres asylbehandling er suspenderet, og så meget desto mere fristende er brevet fra den amerikanske ambassade i København med en opfordring til at søge asyl i USA.
I brevet, som DR-journalist Henrik Lerche har fået fat i, hedder det blandt andet, at hvis afghanerne ”er interesseret i at etablere sig i USA, så send en e-mail til den amerikanske ambassade i København”. Tilmed lokker amerikanerne med permanent opholdstilladelse og mulighed for statsborgerskab i det, der ligner en direkte invitation, milevidt fra indtil videre fire måneders usikkerhed på et dansk asylcenter. Uden udsigt til andet end en – i bedste fald – forlængelse af en midlertidig, toårig opholdstilladelse.
Jamen har de da fuldstændig tabt sutten i USA? Næ, for at dømme efter Lerches grundige research har amerikanerne blot fået øje på en ”attraktiv gruppe, som er nem at integrere”, og som primært består af veluddannede, engelsktalende mennesker fra eliten. Dem er der brug for i det amerikanske samfund, hvor der ligesom her er mangel på kvalificeret arbejdskraft i en række brancher.
Brevet fra amerikanerne – i nogle tilfælde sendt direkte til afghanerne, i andre slået op på flere asylcentre – synes således at være begrundet i en enkel, økonomisk og demografisk logik.
En lignende logik lå muligvis bag, da den socialdemokratiske udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye for tre måneder siden sagde, at ”det smarteste, vi kan gøre, er, at afghanerne får en arbejdstilladelse, og at de bliver fordelt i landets kommuner”.
Siden da er ”det smarteste” øjensynligt forduftet et eller andet sted i dansk udlændinge- og asylpolitik, der mere og mere ikke synes at handle om ret meget andet end at holde flest muligt væk. Ikke bare er fornuft og logik væk; det er også almindelig anstændighed over for en gruppe mennesker, som satte deres eget og deres familiers liv på spil, fordi vi – Danmark – havde brug for dem i Afghanistan.
Og det giver unægtelig en flov smag i munden, når en flygtningeforsker fra det britiske York University i Orientering giver Danmark bundplacering i en vurdering af Nato-landenes behandling af afghanerne:
”Jeg kender ingen andre lande, der giver så korte opholdstilladelser.”
Måske fordi ”det smarteste” for længst er afløst af ”det dumsmarteste” i en tilsyneladende uendelig politisk adjektivbøjning af stram-strammere-strammest.
Kurt Strand er journalist og underviser.