Kurt Strand: Håndbold er bare godt fjernsyn

Begejstringen i TV 2’s kommentatorboks var ikke til at tage fejl af, da de danske håndboldkvinder mandag aften fejede Sydkorea af banen ved det igangværende VM i Spanien

Håndbold er bare godt fjernsyn, konstaterer Kurt Strand. Om det er mænd eller kvinder, der spiller, er det kommet for at blive som samlende flow-tv.
Håndbold er bare godt fjernsyn, konstaterer Kurt Strand. Om det er mænd eller kvinder, der spiller, er det kommet for at blive som samlende flow-tv. Foto: Jozo Cabraja/Imago Images/Ritzau Scanpix.

”DANMARK SLUTTER MED et udråbstegn. 38-23 i det, der skulle have været den sværeste kamp.”

Begejstringen i TV 2’s kommentatorboks var ikke til at tage fejl af, da de danske håndboldkvinder mandag aften fejede Sydkorea af banen ved det igangværende VM i Spanien.

Egentlig var det så som så med spændingen forud for kampen, for begge hold havde inden sikret sig adgangsbilletter til turneringens mellemrunde, der begynder i dag. Men fordi det altid gælder om at vinde i en ædel kappestrid, og fordi netop Sydkorea rangerer blandt de nationer, som flere gange har givet Danmark kamp til stregen, blev det en yderst seværdig kamp.

Ganske som med det meste tophåndbold, der – modsat mange taktisk udspekulerede fodboldkampe – næsten altid leverer god underholdning i løbet af sine 60 effektive spilleminutter. Masser af mål er der scoret allerede i de indledende gruppekampe, omend det bliver lidt trivielt, når Holland – som det skete i weekenden – udtværer Puerto Rico med en målscore på 55-15.

At håndbold sammen med julekalenderne derfor år efter år er blandt decembers topscorere i seertalsmålingerne, er således ikke overraskende. Bolden bliver kastet lige her og nu, det er Danmark i kamp, og i et efterhånden sjældent og midlertidigt fællesskab omkring en tv-skærm kan vi – alt efter temperament – juble højlydt, sukke stilfærdigt eller bide neglene ned under snavskanten.

Heldigvis var der ikke brug for det sidste i mandagens kamp, hvor afstanden på måltavlen jævnligt blev øget i dansk favør, og hvor kommentatorsporet fik brug for flere og flere positivt ladede sætninger: ”Det fungerer absolut fremragende”, ”de spiller knivhamrende skarpt” og ”der er ikke meget at sætte en finger på”.

Med Danmark videre i mellemrunden, hvor første kamp er klokken 20.30 i aften mod Ungarn, er håndboldfeberen dermed intakt. Og tv-stationerne kan regne med støt stigende seertal, hvis det lykkes de rød-hvide at score sig videre til kvartfinaler, semifinale og måske endda finale søndag den 19. december.

Men selvom vi i de senere år er vænnet til for det meste solide danske præstationer i både kvinde- og herrelandsholdets EM- og VM-turneringer, er det såmænd kun 25 år siden, at Steffen Brandt – rockgruppen TV2’s altid præcise pen – i sangen ”Kom lad os brokke os” skrev om Viborgs nuværende Venstre-borgmester, Ulrik Wilbek, og hans daværende landshold:

”Så bliver vi spist af/ med kønne håndboldspiger/ og de gør da hvad de ka/ men ikke altid som Ulrik siger/ Men der er nok at se på/ både til gården og gaden/ Når Rikke Solberg sætter/ sig på hele sendefladen”.

Gad vide i øvrigt, om den tekst havde været (MeToo-)gangbar på en rockudgivelse her i 2021? Jeg lader spørgsmålet stå og nøjes med at konkludere, at håndbold med både mænd og kvinder er kommet for at blive som samlende flow-tv. Fordi håndbold er det, som i tv-branchen – med et lidt upræcist udtryk – kaldes ”godt fjernsyn”.

Kurt Strand er journalist og underviser.