”Jeg synes faktisk ikke, at det er så rystende. Og jeg forstår godt, at folk på sociale medier spørger, hvad vi skal med en næsten 20 år gammel historie.”
Da den tidligere socialdemokratiske statsminister Helle Thorning-Schmidt mandag aften gæstede Aftenshowet på DR 1, gjorde hun, hvad hun kunne for at nedtone betydningen af en MeToo-beretning i sin nye bog ”Blondinens betragtninger”. I bogen fortæller hun om en nærgående Valéry Giscard d’Estaing, Frankrigs tidligere præsident, som i begyndelsen af 2000’erne tog hende på låret under en middag på den franske ambassade i København.
At Thorning-Schmidt tydeligvis ikke var vild med d’Estaing-vinklen i Aftenshowets studie, er egentlig ikke så mærkeligt. For i et interview på dr.dk siger hun, at det er ”mange, mange år siden”, og at ”jeg er kommet mig over det, det gjorde jeg samme dag, så det er ikke noget, jeg har brugt særlig meget energi på”.
Hvorfor historien så skal med i en bog, der ifølge fyldige omtaler i flere medier synes at handle om de store linjer i MeToo-debatten og om fortsat forskelsbehandling af mænd og kvinder især i politik, er derfor en gåde. Den franske ekspræsident døde i december sidste år, og hans mulighed for at forsvare eller forklare sig er derfor ikke til stede.
At Helle Thorning-Schmidt i dr.dk-interviewet ”tror”, at Giscard d’Estaing godt kan ”tåle”, at historien kommer frem, gør ingen forskel. Og med den tidligere statsministers ord in mente om den tilsyneladende manglende betydning af hånden på låret taler meget for at lade den forsvinde i glemslen.
Men måske er der en helt anden begrundelse for at have historien med? Nemlig at den er egnet til at skaffe mere omtale, end der ellers var blevet plads til.
Uanset om overvejelsen er forlagets, forfatterens eller begges, burde Helle Thorning-Schmidt være kløgtig nok til at gennemskue, hvordan den gamle historie risikerer at overskygge alt det andet – og tilsyneladende temmelig relevante – som hun at dømme efter omtaler og anmeldelser gerne vil diskutere med sin bog. Nemlig vigtige temaer som blandt andet diskrimination, fordomme om kvinder og magt plus skævheder mellem kønnene i almindelighed.
Netop dér synes den tidligere statsminister at have en del at byde på. For selvom der ikke mindst i hendes eget socialdemokrati er kræfter, der mener, at hun ikke duede som statsmister og partiformand, tror de formentlig ikke for alvor på, at det kunne lade sig gøre at være formand i 10 år og statsminister i fire, hvis der kun var tomgang på øverste etage.
Og når Helle Thorning-Schmidt med egne ord i et indslag i ”21Søndag” gerne ”vil trykke på speederen i MeToo-debatten”, ja, så er det unægtelig ærgerligt, at hun skyder sig selv i foden med den overflødige og forstyrrende d’Estaing-historie. For som nævnt synes hun at ville andet og mere med sin i øvrigt selvironisk betitlede bog.
Kurt Strand er journalist og forfatter.