Kurt Strand: Hvad vil Lars Løkke politisk? Det er stadig uklart

Vælgerklæringerne er i hus, Moderaterne kan stille op ved næste folketingsvalg. Men hvad partistifter Lars Løkke Rasmussen vil politisk, står stadig hen i det uvisse

Vælgerklæringerne er i hus, Moderaterne kan stille op ved næste folketingsvalg. Men hvad partistifter Lars Løkke Rasmussen vil politisk, er stadig uklart.
Vælgerklæringerne er i hus, Moderaterne kan stille op ved næste folketingsvalg. Men hvad partistifter Lars Løkke Rasmussen vil politisk, er stadig uklart. Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix.

Med de fornødne 20.182 vælgererklæringer – endda lidt flere – blev der i onsdags banet vej til næste folketingsvalgs stemmesedler for tidligere Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans nye parti, Moderaterne. Måske overraskende, for egentlig er det endnu ikke et rigtigt parti med organisationsapparat og medlemmer, heller ingen kandidater og nok så vigtigt: ikke et politisk program.

Men Løkke har selvfølgelig haft masser af medvind på vælgernes cykelsti i kraft af såvel sin politiske fortid som en formidabel evne til at være mere synlig end de fleste på den blå banehalvdel. En optælling i artikeldatabasen Infomedia i går viser således næsten 13.000 Løkke-omtaler i løbet af det seneste år. Til sammenligning må for eksempel den konservative partileder, Søren Pape Poulsen, nøjes med knap 10.000, Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl er noteret for lidt under 8500, mens Pernille Vermund fra Nye Borgerlige er omtalt lidt over 5000 gange. Kun Lars Løkkes afløser på Venstres formandspost, Jakob Ellemann-Jensen, kan ånde lettet op og scorer flere end sin forgænger; lidt over 22.000 omtaler.

Det var således med god fornemmelse for både interesse, aktualitet og væsentlighed, at Radio4 onsdag formiddag havde inviteret netop Lars Løkke Rasmussen i gæstestolen i premiereudgaven af et nyt politisk magasin med den knastørre titel ”Mandat”. Men selv med 20 minutters interviewtid – lyt selv i podcastudgaven på radio4.dk – lykkedes det ikke at få klarlagt, hvad det egentlig er, han vil med sit nye parti.

Jovist, Løkke vil gerne samarbejde hen over midten, så yderfløjspartierne bliver isoleret fra afgørende politisk indflydelse. Han vil have partier med det, han kalder ”et helhedssyn på tingene”, til at finde sammen. Ud over hans eget er det Venstre, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Socialdemokratiet. Men når han i ”Mandat” bliver spurgt, om et samarbejde kan have Jakob Ellemann-Jensen for bordenden som statsminister, er svaret vævende: ”(...) for jeg skal jo ikke sidde og pege på nogen”.

Omvendt kan den tidligere statsminister godt finde ud af, hvem det ikke skal være, for han har ”svært ved” at gå sammen med Mette Frederiksen (S), fordi hun lige nu står i spidsen for en meget ”egenrådig” regering.

Så hvem ved – måske Lars Løkke Rasmussens hedeste drøm er at se sig selv i stolen igen? Realistisk er det næppe, men han får utvivlsomt en rolle at spille (også) efter næste valg. Og undervejs vil der jævnligt være sidste nyt fra Løkkeland. I næste måned følger (endnu) en bog, ”Ud af det blå”, og måske er der (igen) bud efter ham i en realityserie eller som guide i en stribe programmer fra et sted i det vidtstrakte rigsfællesskab – lidt i stil med hans værtskab i den nylige og i øvrigt seværdige DR 2-serie om forholdet mellem Færøerne og Danmark.

Om han tilmed kan fastholde sin position med en høj mediescore blandt de blå partiledere, er selvfølgelig ikke til at sige. Men et godt gæt er, at det kan – og vil – han.

Kurt Strand er journalist og forfatter.