De fleste kender den ulidelige situation – enten fra sine egne eller fra andres børn – når en treårig med trodsalderen i fuldt udbrud stamper i gulvet foran slikposerne i supermarkedet: ”Jeg vil have…”. En forælder forsøger, ofte forgæves, at bortlede opmærksomheden med løfter om både dit og dat, hvis ellers det lige nu umulige barn vil tie stille og droppe kravet om søde sager på en ganske almindelig hverdag.
Når scenen dukker op netop nu, er det fordi den ligner en parallel til den nu forhenværende Venstre-politiker Inger Støjbergs desperate, selviscenesatte og tæt mediedækkede nedtur til løsgængerens indflydelsestomme rum. At hun muligvis i løbet af kort tid indgår i fornuftsægteskab med enten den ene eller anden ivrige bejler i de yderste hjørner af blå blok, ændrer ikke på billedet af et trodsigt barn.
Eller som Venstres og Folketingets nestor, Bertel Haarder, udtrykte det i Deadline på DR 2 søndag aften, da han forklarede sit eget ja til en rigsretssag mod sin tidligere partifælle:
”Hun er så uendelig stædig, hvis hun havde lagt sig fladt ned og undskyldt, så ville jeg ikke have stemt for.”
Jeg ved ikke, om Inger Støjberg har læst om den konservative Erik Ninn-Hansens målrettede kurs mod en på mange måder lignende rigsretssag, den såkaldte Tamilsag, i begyndelsen af 1990’erne. Men eftertidens bedømmelse af hans ageren ligner til forveksling den, der nu bliver hende til del:
”Ninn var jo ikke den, man kunne give gode råd,” reflekterede den konservative tidligere statsminister Poul Schlüter i en bog, jeg skrev om ham i 2011.
”Og jeg tror ikke, at det ville have ført til noget, for han havde gennem hele sit politiske liv været præget af stædighed som en elefant. Han var en meget stærk person. Men han var altså ikke stærkere, end at han ville trække regeringen med sig.”
Støjberg kan ikke trække en regering med sig i faldet, og Venstre vil overleve hendes soloridt, som i Deadline-udsendelsen søndag aften var illustreret med et bagskærmsfoto fra folketingssalen, hvor den nu rigsretsanklagede sad mutters alene mellem tomme stole. I tv-studiets forgrund sad Bertel Haarder; trist over ikke bare Inger Støjbergs ageren, men også lidt vred over hendes forsøg på at tage patent på udlændingestramninger og gummistøvlefolkelighed. Haarder husker også – fordi han selv var minister i Schlüters 10 et halvt år lange regeringstid – Erik Ninn-Hansens ødelæggende soloridt. Dengang lykkedes det heller ikke en voksen at tale det genstridige barn til fornuft. Om det har været forsøgt med Inger Støjberg, er uklart.
Men en anden nu forhenværende Venstre-politiker, Lars Løkke Rasmussen, havde muligheden. Som statsminister kunne han jo have fyret hende. Det skete bare ikke, for måske var Støjbergs stålsatte stædighed og hendes ombudsmandspåviste lovbrud en meget god dækning af flankerne mod de mest højtråbende på den yderste højrefløj.
Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.