”Udenrigspolitik og fodbold må vi skille ad.”
Sådan lød det i et kort klip i DR-dokumentaren ”Verdens bedste VM”, da Mette Frederiksen, fungerende socialdemokratisk statsminister, forsøgte ikke at tage stilling til uhyrlighederne i Qatar, som fra søndag den 20. november lægger græs til verdensmesterskaberne i herrefodbold.
At det er et temmelig bekvemt synspunkt ikke at mene noget, kan ingen være i tvivl om efter i alt halvanden times tv om, hvordan den lille ørkenstat blev valgt til at huse den prestigefulde turnering, om migrantarbejderes elendige vilkår og om selv inkarnerede roligans problemer med at være en del af fodboldfesten.
Også landstræner Kasper Hjulmand har det svært med den forestående slutrunde:
”Jeg har en mærkelig følelse i kroppen, og det er sært ikke at kunne være 100 procent glad og engageret,” siger han i dokumentaren, lige efter at der er sat navne på Danmarks modstandere i den indledende runde.
Det er bare mere end en postgang for sent for alvor at gøre ophævelser over det, der reelt er en gas- og olierig diktaturstats milliarddyre charmeoffensiv. Bolden skal spilles tilbage til det dybt korrumperede, internationale fodboldforbund Fifa, der for 12 år siden besluttede sig for en slutrunde i et land uden nævneværdige fodboldtraditioner, uden tilstrækkelig stadion-infrastruktur og med åbenlyse brud på fundamentale menneskerettigheder.
To Sunday Times-journalister afdækkede i 2015, hvordan fodboldledere fra fattige lande blev fløjet ind, bespist og besnakket i den qatarske luksus i hovedstaden Doha for at få dem til at støtte VM-værtskabet. Men også det lille lands enorme energiressourcer har været spillet som offensive kort, for eksempel da Thailand fik en aftale om gas til reduceret pris mod at stemme ja til Qatar som værtsland.
Lige siden har der været kritik af beslutningen om at spille i Qatar, fodboldspillere har været i tvivl og dilemmaerne har stået i kø: For det kan vel ikke udelukkes, at emirens middelalderlige holdninger til demokrati, menneskerettigheder og homoseksualitet faktisk kan blive påvirket, når alverdens kameraer zoomer ind? Eller griner den lille qatarske elite hele vejen til banken, mens de bekræfter hinanden i, hvordan de har taget røven på resten af verdenssamfundet?
Hvad det rigtige svar er, ved ingen. Men måske Gunde Odgaard, som på vegne af den danske fagbevægelse forsøger at påvirke migrantarbejdernes forhold, kommer tæt på, når han sammenfatter kritikken i DR-dokumentaren:
”Kald en spade for en spade. Det her system holder rigtig mange af os for nar.”
Betyder det så, at det vil være rigtigt ikke at tænde for den kommende tids VM-fodbold? Måske. Jeg er i tvivl, men ender nok med at lade mig lokke af chancen for at se og heppe i hvert fald på de rød-hvide. Samtidig vil jeg være mere end bekræftet i, at VM-fodbold i høj grad også er politik. Ganske som en hel masse andre store sportsbegivenheder er det.
Kurt Strand er journalist og underviser.