Kurt Strand: Kan Mette Frederiksen løse klimakrisen med sine røde roser?

Det er varmt, både i Danmark og i resten af Europa, og i tv kan vi se billeder af floder, der tørrer ud. Gad vide, hvordan Mette Frederiksen vil adressere det problem i den kommende valgkamp, spørger Kurt Strand

Floden Po i Italien er tørret ud. Det er tegn på, at der er noget helt galt, som Jesper Theilgaard sagde i tv-programmet Deadline søndag aften, hvor Kurt Strand så med.
Floden Po i Italien er tørret ud. Det er tegn på, at der er noget helt galt, som Jesper Theilgaard sagde i tv-programmet Deadline søndag aften, hvor Kurt Strand så med. Foto: Massimo Pinca/Reuters/Ritzau Scanpix.

”I dag nogen eller en del sol. Men i løbet af dagen lidt byget med temperaturer mellem 25 og 30 grader”.

Vejrudsigten mandag morgen på Radio4 lød – med regnbyger som undtagelsen – som noget, der er gentaget mange gange de seneste uger i både radio, tv og aviser. Det var derfor ikke overraskende, at termometret ved min yndlingsbadebro i Gåbense på Nordfalster i weekenden nåede op på 24 grader i Storstrømmens vandoverflade.

Fristende er det selvfølgelig bare at nyde solens stråler iført t-shirt, shorts og klipklapper. Men samtidig er det åbenlyst, at noget er forkert. Helt slemt er det måske ikke her i Danmark, men i for eksempel Frankrig, Spanien og Italien er temperaturer og medfølgende tørke gået amok.

”Der er”, som tidligere DR-meteorolog Jesper Theilgaard udtrykte det i ”Deadline” på DR 2 søndag aften, ”et eller andet, der er helt galt i øjeblikket”. Theilgaards ord var møntet på billeder af Po-floden i Norditalien, hvor udtørrede områder breder sig år efter år. Blandt konsekvenserne er manglende vand til markerne i områder, der fungerer som hele Europas køkkenhave, og dermed udsigt til dårligere udbytte og i sidste ende stigende priser i supermarkedernes grøntsagsafdelinger.

Og det er ikke bare her i Europa, at den er helt gal med vejret. Med et par globale temperaturkort viste Jesper Theilgaard nemlig, at det er det meste af kloden, som for tiden sveder mere end normalt. Nye tørkeområder opstår, vandmangel og rationering bliver hverdag, og nogle steder bliver menneskers livsvilkår fundamentalt forandret.

Desværre er det meste af det, som vejrkortene viser, ikke andet end hvad alverdens klimaforskere har forudsagt i årtier. Vejret bliver mere ekstremt, og udsvingene fra det normale vokser. Noget må gøres, og statsledere og klimaministre rynker panderne, når de taler alvorsord med hinanden på FN’s årlige klimamøder. Og selv om der nogle gange er flere ord end konkret handling, har det betydning at klimaet er rykket højere op på de politiske dagsordener. For ”noget af det vigtigste overhovedet at snakke om, det er fremtidens klima for vores børn og børnebørn”, siger Jesper Theilgaard.

Hvordan ord kan blive til mere end sammensatte bogstaver har den socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, en god chance for at vise i den formentlig nært forestående valgkamp. Op til sidste valg i juni 2019 spurgte en 1.g’er på gymnasiet i Aalborg til partilederens flittige brug af afskårne, røde roser: ”Ved du, hvor blomsterne kommer fra?” Billeder fra TV 2 Nord viste en smilende Mette Frederiksen, mens gymnasieeleverne klappede. Hun måtte erkende, at hun ikke kendte rosernes oprindelsesland, og sagde derefter, at ”jeg kommer ikke til at holde op med at dele roser ud i denne valgkamp”.

Siden da er statsministeren ifølge opslag på sin Instagramprofil blevet mere grøn end rød. Logikken må derfor være, at sommerens hedeslag også rammer de socialdemokratiske roser.

Kurt Strand er journalist og underviser.