Kurt Strand: Michelin-dækning var forudsigelig og stjal rampelyset for mere aktuelle dagsordener

TV 2's og DR1's dækning af den årlige Michellin-prisudgivelse får lige akkurat nul stjerner af Kurt Strand

Restaurant Noma med Rene Redzepi i spidsen fik sin tredje Michelin-stjerne ved uddelingen i mandags. - Foto:
Restaurant Noma med Rene Redzepi i spidsen fik sin tredje Michelin-stjerne ved uddelingen i mandags. - Foto:.

Det var ikke overraskende, at nyhedsudsendelserne mandag aften på både DR 1 og TV 2 fortalte om årets tildeling af Michelinstjerner til nogle af de bedste på den danske restauranthimmel. Det årlige stjernedrys er spækket med fascination, forventninger og følelser. Og der er gode muligheder for at interviewe og følge dygtige kokke før, under og efter.

Derfor har det givetvis været hævet over enhver diskussion og tvivl, at stjernerne skulle med som én af dagens vigtigste nyheder. For det er selvfølgelig værd at notere, at 27 danske restauranter nu har 38 stjerner tilsammen, i alt tre flere end sidste år.

Men når TV Avisen bruger mere end otte minutter på sin dækning, så knækker filmen. Dels er der langt mellem, at enkeltsager får så meget plads i løbet af omkring 25 sendeminutter. Dels var der mandag aften indslag om mere væsentlige emner, som måtte nøjes med mindre. Det gjaldt afhøringen af løsgænger Inger Støjberg i Rigsretten. Det gjaldt en måske afgørende debat mellem de tre kanslerkandidater i Tyskland. Og det gjaldt valget i Norge, hvor der allerede ved lukningen af valgstederne var udsigt til et regeringsskifte.

TV 2 Nyhedernes omkring fire minutter lange Michelin-dækning var mere velproportioneret end TV Avisens, for selvom det ikke er flertallet, som fylder ved stjernerestauranternes borde, er afsmitningen til en lang række spisesteder ikke til at tage fejl af. Men netop dét perspektiv var i nyhedsudsendelserne henvist til et par sidebemærkninger, og begge steder var det mestendels kokkeglæde med ”det er jo for vildt”-bemærkninger, der dominerede.

Fraværende – ikke bare i år, men også ved de senere års ligeledes intense dækning af den veliscenesatte begivenhed – var også en kritisk tilgang til de kriterier, som Michelin-guidens udsendte opererer efter.

Hvad det reelt er, de bedømmer, og hvordan de vægter alt det, der har betydning for en middag på en restaurant, er hemmeligt. Det er ikke bare gammeldags i en tid, hvor de fleste priser og udmærkelser opererer med offentligt tilgængelige kriterier. Det er også med til at øge det årlige hype om Michelin-stjernerne. Og ikke mindst især tv-mediernes velvillige og omfattende dækning.

Det er ikke til at vide, om dette års Michelin-dækning bliver udsat for grundig efterkritik på redaktionerne i DR Byen i København og på Kvægtorvet i Odense, men skulle det ske, så lad mig anbefale nogle tre år gamle ord fra madanmelder Niels Lillelund i Morgenavisen Jyllands-Posten:

”I dagene op til at stjernerne skal falde, fyldes pressen med forudsigelser, gisninger, gætterier og anelser, som var det selveste Helligånden, der skulle på besøg, men det er det altså ikke; Michelin er ikke Helligånden, det er et dækfirma, der i sin tid fik den idé at lave en guide til omrejsende sælgere.”

Samlet set er der således ikke rigtig noget at prise i tv-stationernes Michelin-dækning, og min bedømmelse lander derfor på lige præcis nul stjerner.

Kurt Strand er journalist og forfatter.