Kurt Strand: Ny kulturminister kan næsten ikke undgå at gøre det bedre end forgængeren

Iført en optimistisk jahat vover Kurt Strand at forudskikke, at der bliver skruet op for blusset og rørt i den mediepolitiske gryde, når Ane Halsboe-Jørgensen (S) får ordentligt overtaget roret på kulturministerposten

Ane Halsboe-Jørgensen bliver ny kirke- og kulturminister (S), efter at partifællen Joy Mogensen søndag meddelte sin afsked.
Ane Halsboe-Jørgensen bliver ny kirke- og kulturminister (S), efter at partifællen Joy Mogensen søndag meddelte sin afsked. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

I OVER TO ÅR har et udspil til en ny medieaftale været undervejs. I over to år er det blevet udskudt med skiftende begrundelser. Og i over to år har den nu forhenværende socialdemokratiske kulturminister Joy Mogensen udstedt jævnlige, ikke-indfriede løfter om, at udspillet ville komme inden årets udgang, inden sommerferien, senest til efteråret og så videre og så videre...

Podcast: Hør sæsonpremieren på Tro Om, der handler om Joy Mogensens farvel til kirke- og kulturministeriet

Mediepolitikken har – trods jævnlige festtaler om det modsatte – været ilde stedt siden regeringsskiftet i juni 2019. En svag minister er en del af forklaringen, men vigtigst er, at den som en del af den samlede kulturpolitik ikke rigtig har været prioriteret af regeringstoppen. For eksempel har en kraftig beskæring af DR som følge af den forrige regerings og Dansk Folkepartis medieaftale fra 2018 ikke været uvelkommen, og kun en række kommende besparelser er rullet tilbage.

Og selvom Joy Mogensen (S) allerede fra sin første dag på ministerkontoret i Nybrogade i det centrale København talte engageret om betydningen af livskraftige lokale og regionale medier i alle hjørner af landet, er det blevet ved snakken.

Ligestilling af digitale medier med gammeldags printaviser er der heller ikke gjort noget ved. Kun en forsigtig regulering af amerikanske techgiganter er – takket være EU-lovgivning – så småt ved at blive omsat til noget måske gavnligt.

At ikke meget bliver anderledes med en ny minister i skikkelse af partifællen Ane Halsboe-Jørgensen (S), er der flere grunde til at frygte.

Men iført en optimistisk ja-hat vover jeg alligevel at forudskikke, at der bliver skruet op for blusset og rørt i den mediepolitiske gryde. Den nye minister kan næsten ikke undgå at gøre det bedre end sin forgænger, og med tilsyneladende tættere bånd til statsministerens inderkreds er der i hvert fald teoretisk mulighed for at få gjort medieområdet mere synligt.

Desværre er der ikke udsigt til at få øget de økonomiske rammer. Småpuljer hist og pist er ikke nok til for alvor at skabe livskraftige medier, der kan stå distancen i kampen mod giganterne om læsere, lyttere og seeres gunst. Danmark er et sprogområde så lille, at hvis regeringen og dens støttepartier virkelig mener de mange ord om betydningen af public service og publicistiske medier også i yderkanterne, så er der ingen vej uden om at erkende, at velvilje ikke fylder hullet, efter at Google og Facebook har suget omkring tre fjerdedele af annonceomsætningen til sig.

Det længe ventede udspil – der synes at have cirklet som udkast mellem Kulturministeriet, Finansministeriet og Statsministeriet allerede i forsommeren – til en ny medieaftale løser næppe de fundamentale udfordringer for især privatejede, lokale medier. Dermed gør en ny medieaftale det nok heller ikke.

Derfor har Ane Halsboe-Jørgensen udover medieaftalen en anden påtrængende opgave: nemlig at få sine regerings- og partifæller til hurtigst muligt at veksle medievelviljen til kolde kontanter.

Kurt Strand er journalist og forfatter.