Prøv avisen
Mediekommentar

Kurt Strand: Nyt medieudspil er forstemmende defensivt og visionsløst

Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af P1-programmet ”Mennesker og medier”. Foto: Mette Frandsen

Medieudspillet er enkelt og forståeligt. Men også forstemmende defensivt og visionsløst. Især fordi de fleste – også på Christiansborg – er enige om, at den helt store medieudfordring er at tackle de internationale giganters hærgen

Der blev snittet hist og pist, da kulturminister Mette Bocks længe ventede medieudspil blev præsenteret på et velbesøgt pressemøde i Kulturministeriet i eftermiddag. Udspillet sætter ord på, hvad regeringen vil med især DR fra 2019 og fire år frem. Og det udfylder de økonomiske rammer, som blev forhandlet på plads med regeringspartierne og Dansk Folkeparti om bordet i Finansministeriet et par uger før påske.

Allerede fra sent onsdag aften kunne TV2 fortælle om udspillets hovedelementer; minus to tv-kanaler i DR, færre penge til Radio24syv, besparelser på TV2’s regionale stationer, salg af 40 procent af statens aktier i TV2 og udbud af en ny radio- og en ny tv-kanal.

Alt sammen enkelt og forståeligt. Men også forstemmende defensivt og visionsløst. Især fordi de fleste – også på Christiansborg – er enige om, at den helt store medieudfordring er at tackle de internationale giganters hærgen.

Hvordan denne hærgen tager sig ud i praksis, har været demonstreret i de seneste uger med afsløringerne af Facebooks misbrug af personlige oplysninger i den amerikanske valgkamp. Afsløringerne er blot de seneste af en lang række, som viser det demokratisk betænkelige i at lade store dele af den offentlige debat og distribution af (falske) nyheder styre af uigennemsigtige algoritmer og mediegiganternes benhårde blik på deres bundlinjer.

EU-kommissær Margrethe Vestager forsøger at dæmme op for blandt andre Facebooks, Googles og Amazons monopollignende status. Og flere steder i verden er der voksende modstand mod det, der i udgangspunktet skulle forstærke den demokratiske samtale – men som i praksis har vist sig at virke stik modsat.

Et konkret og visionært modsvar i regeringens medieudspil – hvor desværre kun en ny app til børnestof peger i retning af et alternativ til giganterne – ville derfor have været ikke bare logisk. Men også nødvendigt.

I stedet er der nu udsigt til forhandlinger, hvor der flyttes rundt på allerede besluttede nedskæringsprocenter. På forhandlingsbordet er også, om Radio 24syv skal flytte til Jylland, at TV2 skal have flere ansatte i Odense end i København og at DR bør rykke en eller flere redaktioner til placeringer på den anden side af Storebælt.

Den slags beslutninger er herligt overskuelige, men gør ikke nogen væsentlig forskel i den ulige kamp med de internationale giganter. Heller ikke de privatejede medier, som i flere år har set annoncekroner fosse til især Facebook og Google, synes at få nævneværdig hjælp.

Forklaringen på den defensive tilgang ligger i den symbol- og værdipolitik, som præger store dele af den christiansborgske dagsorden. Flere års opsparet irritation, vrede eller ligefrem had mod især DR synes at have været styrende.

Den slags kan selvfølgelig – med god vilje – kaldes for en vision. Men for medierne, for læsere, lyttere og seere, synes visionerne at være forduftet.

Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af P1-programmet ”Mennesker og medier”.