Kurt Strand: P1 præsterer en stærk serie om livets svære sporskift

Hvorfor kan man ikke skifte spor, inden man bliver brudt ned? Det spørgsmål undersøger ny programserie på P1

”Tag dig sammen” hedder ny podcastserie på P1 om at indse, at det er tid til at skifte kurs.
”Tag dig sammen” hedder ny podcastserie på P1 om at indse, at det er tid til at skifte kurs. Foto: DR.

”Jeg havde det lidt som, når Shu-bi-dua synger ’står på en alpetop; hva’ fa’en sku’ jeg egentlig her?’.”

Ordene kommer fra Christopher Moyell Juul, som havde alle muligheder for at nå til tops i erhvervslivet. Men en dag stoppede han op, kvittede karrieresporet med syv ugentlige flyrejser, usund mad og pres for hele tiden at sælge mere af det samme. Han er en af hovedpersonerne i en ny DR-podcast, som med titlen ”Tag dig sammen” forsøger at få svar på, hvor det er så svært at hugge bremserne i, selv når søvnløshed, irritation og tynd mave for længst er blevet en del af hverdagen.

”Tag dig sammen” byder på i alt fire en halv times absolut anbefalelsesværdige fortællinger om livets svære sporskift – også selv om serien radiofonisk ikke er helt i top med grimme klip hist og pist og en lidt fortænkt brug af besynderlig dåselyd.

Min anbefaling kunne være farvet af, at jeg kender programmets vært og tilrettelægger Palle Steffensen som ven og kollega gennem mere end 25 år. Jeg har overvejet, om jeg burde skrive denne kommentar, men er nået frem til, at det jo ikke skal komme Palle Steffensen til skade, at vi kender hinanden. Uanset hvem der har lavet den, byder serien på nogle vigtige livserfaringer.

I seriens ti afsnit, der alle tilgængelige på app’en DRLYD og desuden på P1 torsdage 9-10, er et gennemgående spørgsmål, hvorfor det åbenbart er nødvendigt at komme helt ned og ”bide i græsset” før det lykkes at stoppe op, tænke sig om og dernæst skifte et ellers fedt job ud med noget langt mindre prestigefyldt, men til gengæld mere livsbekræftende og tilfredsstillende.

”Ja, hvorfor skulle jeg det,” spørger Henrik Mortensen, som droppede en tilsyneladende succes med store og hurtige biler. ”Kunne jeg ikke bare have været mere indsigtsfuld?”

Pointen er, at der nok ikke er nogen vej uden om en tur i græsset, før erkendelsen indfinder sig. Måske også fordi venner, familie og kolleger ifølge flere af de interviewede kan have meget svært ved at forstå, hvad der sker. ”Har du tabt sutten?”, lyder et typisk spørgsmål, når beslutningen om at skifte spor er taget.

Gennemgående i serien er et spørgsmål til intervieweren Palle Steffensen i begyndelsen af hvert afsnit: ”Palle, hvorfor vil du interviewe mig?” Med sine svar forklarer han, hvorfor netop den person han sidder overfor, er interessant. Ikke mindst fordi han selv har været nede og vende efter at selv enkle opgaver i et konsulentliv i mediebranchen blev ”som at bestige et bjerg”.

Måske er han derfor eminent god til at lytte, hvilket er vigtigt, for serien er på mange måder et terapiforløb, hvor intervieweren skal være nærværende, fange vigtige pointer og stille de oplagte, opfølgende spørgsmål. Det gør Palle Steffensen i et ofte lavmælt toneleje i rollen som lytternes betroede guide i de jævnt hen komplicerede livsuniverser, som hans nysgerrige mikrofon indfanger.

Som når Nanna Klitgaard, tidligere hjemmesidedesigner, i ottende afsnit konstaterer, at ”folk tør ikke rigtig gøre noget, når de har det okay. Men hvis de skal skifte, så tror jeg, at det er nødvendigt, at man kommer helt ned”. ”Det er,” konstaterer Steffensen, ”egentlig ret absurd?”. ”Ja, det er helt absurd”.

Dermed er den overordnede pointe slået godt og grundigt fast.

Kurt Strand er journalist og underviser.