Klokken var et par minutter over 10 fredag formiddag, 26 dommere havde taget plads, og retsformand Thomas Rørdam indledte med at fortælle, at der ikke – i hvert fald ikke i første omgang – bliver givet tilladelse til direkte tv-transmission fra rigsretssagen mod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.
Flere medier – blandt andre dk4, DR og TV 2 – havde lagt billet ind på at sende fra retsmøderne. Som udgangspunkt ville det selvfølgelig være godt med mest mulig åbenhed, så alle kan følge med i den historiske begivenhed, en rigsretssag altid er. Og Inger Støjberg har selv talt for direkte tv-transmission: ”Da jeg fik anklagen mod mig i folketingssalen, var det med fuld åbenhed, og derfor synes jeg også, at der skal være fuld åbenhed gennem hele rigsretssagen, så enhver, der har lyst, kan følge med,” sagde hun til TV 2 Nyhederne i marts.
Allerede med den tidligere ministers ord opstår det første dilemma. For hvad nu, hvis hun ikke havde ønsket rollen som hovedperson i det, der sikkert bliver en dramatisk forestilling i løbet af de i alt 36 planlagte retsmøder fra begyndelsen af september og frem til den 30. november? Det oplagte svar ville naturligvis være i så fald ikke at transmittere. Men omvendt skal det vel ikke være en tiltalt i en sag, som afgør, hvordan graden af åbenhed skal være.
Vigtigst er det dilemma, som rigsretssagens to forskellige virkeligheder repræsenterer. Dels Støjbergs, som handler om at hindre mindreårige piger i at blive gift med ældre mænd mod deres vilje. Dels folketingsflertallets, som fokuserer på den ulovlige ministerinstruks om at tvangsadskille unge asylpar mod deres vilje og uden individuel sagsbehandling.
Med sin konsekvente brug af ordet barnebrude har Inger Støjberg via en stor følgerskare på sociale medier meget effektivt sat sin egen dagsorden med likes og kommentarer fra dem, der finder det helt urimeligt, at hun skal igennem en rigsretssag. Ordet har den oplagte fordel, at det både er nemt at huske, og at det repræsenterer noget, som langt de fleste uden nærmere overvejelse vil være imod.
Ikke overraskende genbrugte Inger Støjberg ordet, da hun blev mødt af mediernes nysgerrige mikrofoner og kameraer lige inden retsmødet fredag. Og hun gentog, at ”det er jo ikke mig, der står øverst i denne her sag; det handler jo, når alt kommer til alt, om de piger, jeg vil beskytte”.
Hvor ædelt det end lyder, er det bare ikke det, rigsretssagen handler om. Ganske som instrukskommissionen – hvis konklusioner ligger til grund for rigsretssagen – ikke havde piger og unge kvinder i søgeren, men derimod de paragraffer, som med mere eller mindre villig bistand fra embedsmænd blev bøjet, så de passede ind i en politisk agenda.
De vidt forskellige opfattelser ville et ja til tv-transmission næppe ændre på. Uanset hvad, er det en rigsretssag med to virkeligheder, som for alvor begynder i Landstingssalen på Christiansborg den 2. september.
Kurt Strand er journalist og forfatter.