Kurt Strand slår et slag for cykelhjelme: ”Få nu den skal på ægget”

En rørende beretning fra nogle få, afgørende minutter i en typisk familiehverdag satte mange tanker i gang, skriver Kurt Strand, der har set "Aftenshowet"

Der kan være mange undskyldninger for at lade cykelhjelmen blive hjemme, men frisuren er lige gyldig, hvis man havner i et uheld, skriver Kurt Strand.
Der kan være mange undskyldninger for at lade cykelhjelmen blive hjemme, men frisuren er lige gyldig, hvis man havner i et uheld, skriver Kurt Strand. Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix.

”Jeg glemte den”. ”Det er svært at have hovedtelefoner på, hvis jeg har den på”. ”Den var ikke opfundet, da jeg lærte at cykle”.

Tre, for mange af os sikkert genkendelige, undskyldninger fra tilfældige cyklister indledte et indslag om brug af hjelm i ”Aftenshowet” på DR 1 onsdag aften. Anledningen var en ulykke i sidste uge, hvor femårige Magnus fik sit hoved kørt over af en bil. Og kun fordi den lille dreng havde cykelhjelm på, er han i live i dag.

En temmelig medtaget hjelm på bordet i tv-studiet illustrerede uhyggelig godt, hvordan den havde beskyttet Magnus’ hjerneskal i et afgørende øjeblik. ”Der skal,” lød det fra leder af Traumecentret på Rigshospitalet, Emilie Øberg, ”ikke megen fantasi til at forestille sig, hvordan et hoved uden hjelm havde set ud”.

Og så var det endda lige ved og næsten, at Magnus ikke havde haft sin cykelhjelm på. For som hans mor, Rikke Alice Bille, fortalte, så var hjelmen i første omgang blevet glemt i skolefritidsordningen. Hun opdagede det, men var lidt sent på den, og drengen skulle til spejder: ”Så jeg overvejede at lade ham cykle uden, men gik tilbage, og han fik cykelhjelmen på”.

Få minutter senere blev Magnus ramt af en bil i et lyskryds. Bilens ene hjul kørte over hans hoved, men takket være hjelmen slap han med nogle småskrammer. Og allervigtigst: Han overlevede en ulykke af den slags, der normalt vil koste livet.

Den på alle måder rørende beretning fra nogle få, afgørende minutter i en typisk familiehverdag satte mange tanker i gang. Ikke mindst hos tre andre gæster i studiet, som alle havde genkendt undskyldningerne fra de tilfældige cyklister i begyndelsen af indslaget. 

En kyniker vil muligvis indvende, at hvis Magnus’ mor ikke havde insisteret på at hente cykelhjelmen, ville ulykken næppe være sket. En tidsforskydning ville have medført, at det splitsekund-korte møde med bilen nok ikke ville være opstået. På den måde kan enhver med forvrøvlede argumenter selvfølgelig overbevise sig selv om, at gode råd om altid at køre med cykelhjelm – som statistisk reducerer risiko for alvorlige hovedskader med op til 80 procent – ikke gælder for lige netop mig, lige netop nu.

Og ja, det er selvfølgelig federe at cykle med vind i håret end at have det pakket ned under et stykke hovedbeklædning, som sidder og passer mere eller mindre godt. Hvem husker ikke tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), som til en cykeldemonstration i Aarhus mod franske atomprøvesprængninger i 1995 var blevet udstyret med en hjelm, der ikke just passede til hans hoved. Han tog den på, fordi de fleste andre havde hjelm på, og selv om han var i tvivl om størrelsen, fik en politibetjent overbevist ham med ordene ”det er der såmænd ingen, der lægger mærke til”.

Men hvordan den end tager sig ud, kan jo i det afgørende øjeblik være lige meget. Og ”Aftenshowet”-vært Mark Stokholm kunne med god grund runde af med ordene: ”Få nu den skal på ægget”.

Kurt Strand er journalist og underviser.