Kurt Strand: Spionchefens bog misser et vigtigt, journalistisk princip

Lars Findsens nye bog er blevet kaldt "en bombe" i valgkampen, men forfatterne bag har glemt at give bogens vigtige bipersoner mulighed for at komme med et modsvar til Findsens beskyldninger, skriver Kurt Strand

Lars Findsen har været stille omkring sigtelsen mod ham, men nu taler han ud i sin nye bog "Spionchefen – Erindringer fra celle 18", som han her signerer.
Lars Findsen har været stille omkring sigtelsen mod ham, men nu taler han ud i sin nye bog "Spionchefen – Erindringer fra celle 18", som han her signerer. Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix.

Da den suspenderede chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, torsdag formiddag som et lyn fra en klar himmel udsendte bogen ”Spionchefen. Erindringer fra celle 18” på Politikens Forlag, blev der travlt på nyhedsredaktionerne. Ikke overraskende, for endelig kom der ord fra manden, som sidste vinter blev anholdt, fængslet og sigtet i den muligvis største efterretningsskandale nogensinde.

Snart stod reaktionerne i kø. Næppe ret mange havde nået at pløje sig gennem bogens 252 sider, før den blev kaldt en ”bombe” i valgkampen, og partilederne i blå blok – som vist heller ikke havde læst erindringerne fra cellen – rejste krav om en kommissionsundersøgelse af den mildt sagt spegede sag.

Hvad der i skyndingen syntes at være overset, er bogens genre. Den er, som påpeget af flere anmeldere og kommentatorer, et partsindlæg. Netop derfor vil den nok få begrænset betydning i valgkampen, fordi dens påstande, med denne avis’ politiske redaktør, Henrik Hoffmann-Hansens, ord, ”efter alt at dømme ikke kan bevises eller modbevises inden valget”.

Bogen er nemlig, bedømt på de seneste dages fyldige dækning, spækket med påstande, som det af gode grunde har været umuligt for Findsens pennefører, journalist Mette Mayli Albæk, at efterprøve. Den slags besværligheder er ikke ualmindelige i kontroversielle sager, og det er et vilkår, som grundigt arbejdende journalister jævnligt må affinde sig med. Men når Lars Findsen bruger beretninger om møder med den tidligere socialdemokratiske forsvarsminister Trine Bramsen og med Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, til at vise, hvor politisk inficeret hans sag er, kalder det selvfølgelig på modsvar.

Men hverken Bramsen eller Bertelsen er blevet bedt om deres versioner af, hvad der er foregået. Og selvom de med stor sandsynlighed ville have sagt pænt nej tak til at lade sig interviewe, er det en sund journalistisk grundregel altid at forsøge. Den slags gælder bare ikke for en erindringsbog, forklarede chef på Politikens Forlag, Kim Hundewadt, i ”Orientering” på P1 torsdag eftermiddag:

”Det ligger i genren, at en erindringsbog er en persons erindringer. Og har nogen behov for at korrigere, så er der jo andre muligheder for at komme til orde.”

Om det ”ligger i genren” eller ej, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men det ligner en dårlig undskyldning, at påstande i en erindringsbog ikke skal efterprøves. Og det stemmer ret dårligt overens med udsagn om, at forlaget og journalist Mette Mayli Albæk ”har været ekstremt grundige med at faktatjekke”.

Indvendingerne her ændrer ikke ved, at ”Spionchefen. Erindringer fra celle 18” med stor sandsynlighed er en både læseværdig og vigtig bog. Men selvom den er deklareret som et partsindlæg, ville det have styrket det færdige resultat, hvis dens journalistiske indpakning også havde smittet af ved fastholdelse af det altid sunde princip, nemlig at en angreben eller kritiseret part i en sag altid skal have mulighed for at komme til orde.

Kurt Strand er journalist og underviser.