”Vi er vidner til den helt store nedsmeltning; et historisk nederlag for Vesten. Det er afghanernes tragedie, men så sandelig også vores.”
Med bevægede ord fra mellemøstkorrespondent Puk Damsgaard, netop hjemvendt fra det kaotiske Kabul, indledte DR 1 onsdag aften en fem kvarter lang debat om Afghanistan.
Politikere, eksperter og tidligere udsendte soldater var bænket i Koncerthusets studie 2, og med Johannes Langkilde som ordstyrer var ambitionen at få klarlagt, ”hvorfor vi gik ind?”, ”hvad det var, vi ville?” og, ikke mindst, ”hvorfor det gik så galt?”.
Svarene på især første spørgsmål lod sig relativt nemt besvare. Med de forfærdelige billeder fra terrorangrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001 som bagtæppe stod det hurtigt klart, at målet var at sætte en stopper for al-Qaeda, som dengang mentes at operere fra Afghanistan.
Næste spørgsmål – hvad det var, vi ville? – kneb det lidt mere med. Succeshistorier om skolegang for piger, spirende demokrati og blomstrende økonomi fyldte især hos Per Stig Møller, konservativ udenrigsminister 2001-2010. Og han håbede, at det nu ikke vil lykkes Taleban at få befolkningen ”til at vende tilbage til mørk middelalder”.
Det måske allervigtigste af de tre hovedspørgsmål – hvorfor det gik galt? – fik desværre ikke den plads, det ellers fortjente. Men undervejs kom der bud på svar fra blandt andre tidligere forsvarschef Peter Bartram, som mente, at vi ”nok var for ambitiøse”.
Eller som den tidligere socialdemokratiske udenrigsminister Mogens Lykketoft udtrykte det:
”Det her bliver afslutningen på forestillingen om, at vi i den vestlige verden kan ændre samfund med vores værdier.”
Så måske er forklaringen på det, der lige nu ligner en mislykket indsats med spild af både menneskeliv og milliarder af dollars, at vi i vores del af verden aldrig har forstået Afghanistan.
Selv fik jeg en øjenåbner i 2010, da jeg interviewede den norske antropolog og Afghanistan-ekspert Fredrik Barth. For ham var det allerede dengang helt afgørende, at fraværet af en stærk statsmagt skabte nogle helt andre spilleregler end dem, vi normalt læner os op ad.
En lignende pointe formulerede Puk Damsgaard hen mod slutningen onsdag aften: ”Der er mange fraktioner i Afghanistan. Da jeg sad på flyet fra Kabul og kiggede ned på landskabet med de ubarmhjertige, meget smukke bjerge, blev det meget tydeligt, hvor svært det er at få samfundet til at hænge sammen, fordi hver en dal har sin egen chef. Og det er også dét klan- og stammesamfund, som det har været svært at agere i.”
Ordene er værd at mærke sig for de politikere, som nu skal i gang med en tiltrængt dialog om og med Afghanistan.
DR 1-debatten leverede et godt afsæt for netop dialog i stedet for en ubrugelig ”hvad sagde jeg”-diskussion. En vigtig dialog for os selv, for afghanerne og ikke mindst de soldater, der med rette spørger sig selv, om det var det hele værd.
Kurt Strand er journalist og forfatter.