Kurt Strand: TV 2 Nyhederne tør, hvor TV Avisen tøver

Selvom det ofte hævdes, at de statsejede tv-stationer prioriterer deres nyhedsudsendelser forbløffende ens, kan der sagtens kan være stor forskel på, hvordan de samme emner bliver formidlet

Samlet set var der betydeligt flere vitaminer og substans hos TV 2 end hos DR.
Samlet set var der betydeligt flere vitaminer og substans hos TV 2 end hos DR. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.

Når sundheds- og toppolitikere på Christiansborg i dag skal forhandle om flere lempelser af coronarestriktioner – blandt andet farvel til de omstridte mundbind – sker det, som altid, på et tætvævet bagtæppe af forventninger og ønsker, viderebragt af medierne i de foregående dage.

Således varmede nyhedsudsendelserne på både DR 1 og TV 2 op allerede mandag aften med afsæt i, hvor mange der er vaccineret, hvordan vaccinerne beskytter bedre end ventet, og hvad konsekvenserne kan være af et for hurtigt farvel til mundbind. Og selvom det ofte hævdes, at de statsejede tv-stationer prioriterer deres nyhedsudsendelser forbløffende ens, var netop mundbindsdækningen et godt eksempel på, at der sagtens kan være stor forskel på, hvordan de samme emner bliver formidlet.

Begge kanaler havde interview med den socialdemokratiske sundhedsminister Magnus Heunicke, der samme dag fik sit første stik. TV 2 Nyhederne holdt sig til ministerens forventninger og håb om, hvad der snart kan lade sig gøre. Derimod brugte TV Avisen en del af sin dyrebare sendetid med forudsigelige klip: ”Jeg har glædet mig meget, hvor bliver det godt.” Og: ”Jeg har det så godt, og det var nærmest mindre end et myggestik.”

En markant forskel var der også i mængden af fakta i de to tv-stationers indslag: TV 2 Nyhederne diskede op med et væld af tal og procenter – langt flere, end hvad der ellers er normen i tv-journalisters grønspættebog – mens TV Avisen stort set nøjedes med dagens nok vigtigste tal, nemlig at kun 0,1 procent af de færdigvaccinerede efterfølgende er blevet smittet.

På TV 2 kom seerne også en tur til Storbritannien, hvor premierminister Boris Johnsons løfte om farvel til næsten alle restriktioner den 21. juni synes at hænge i en tynd tråd. Nye varianter har der ført til en overraskende stigning i smittetal, og eksemplet fra den anden side af Nordsøen illustrerede ganske godt, at der kan være grund til ikke at skrue forventningerne herhjemme alt for højt op.

Netop forventningspresset har betydning i de politiske forhandlinger på Christiansborg, som nemt kan ende i endnu en useriøs omgang ”hvem kan åbne mest”. Og derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan de toneangivende nyhedsudsendelser prioriterer. TV Avisen brugte fem et halvt minut på corona-dækningen i sin 21-udsendelse mandag aften, mens TV2 Nyhederne 21.30 havde knap syv minutter. Antallet af minutter siger i sig selv ikke noget om kvalitet og substans, og begge havde – som i det meste af coronadækningen – ligegyldige ”jeg glæder mig”-klip med mennesker på vej til og fra vaccination og test. Men samlet set var der betydeligt flere vitaminer og substans hos TV 2 end hos DR. Og sådan er det faktisk ofte. Nogle gange skal der ganske vist holdes godt fast i bordkanten for at kapere mange faktuelle oplysninger, men hovedindtrykket er jævnligt – med omskrivning af ”Ekstra Bladet tør, hvor andre tier” – at TV2 Nyhederne tør, hvor TV Avisen tøver.

Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.