”The Crown” er hamrende godt drama, selvom der er skruet op for konflikten mellem Charles og Diana

Der er nok historiske fejl i tv-serien ”The Crown”, men der er først og fremmest masser at identificere sig med og blive fascineret af, skriver journalist Kurt Strand

Selvom der er skruet op for konflikten mellem Charles og Diana og flyttet rundt på geografi og personer, er seriens sæson fire i de store linjer en veldrejet historie om voksende ulighed, knuste imperiedrømme og blankpoleret selvforståelse i Margaret Thatchers og dronning Elizabeths 1980’er-Storbritannien, skriver journalist Kurt Strand.
Selvom der er skruet op for konflikten mellem Charles og Diana og flyttet rundt på geografi og personer, er seriens sæson fire i de store linjer en veldrejet historie om voksende ulighed, knuste imperiedrømme og blankpoleret selvforståelse i Margaret Thatchers og dronning Elizabeths 1980’er-Storbritannien, skriver journalist Kurt Strand. Foto: Foto – Des Willie, Netflix.

Der bliver råbt højt i et af de sidste ægteskabelige sammenstød mellem prins Charles og prinsesse Diana i fjerde sæson af Netflix-serien ”The Crown”. Siden sæsonpremieren for et par uger siden har begivenhederne i og omkring det britiske kongehus ikke uden grund placeret sig på en sikker førsteplads blandt streamingtjenestens danske seere.

”The Crown” er nemlig et hamrende godt drama, hvor der nok er historiske fejl – grundigt beskrevet her i avisen onsdag i sidste uge – men hvor der først og fremmest er masser at identificere sig med og blive fascineret af. Og selvom der er skruet op for konflikten mellem Charles og Diana og flyttet rundt på geografi og personer, er seriens sæson fire i de store linjer en veldrejet historie om voksende ulighed, knuste imperiedrømme og blankpoleret selvforståelse i Margaret Thatchers og dronning Elizabeths 1980’er-Storbritannien.

Men den nye sæson er sammen med de foregående også en fortælling om en markant forandring af seervanerne. Muligheden for selv at bestemme, hvad vi vil se – og hvornår – har ganske vist været til stede siden videobåndoptagere og plastickassetter flyttede ind i mange stuer fra slutningen af 1970’erne. Besværligheder med programmering, båndsalat og kabelkludder betød imidlertid, at video kun gjorde marginalt indhug i tv-kanalernes seertal.

Anderledes er det med streaming, som på få år har sat sig på en voksende del af den samlede tv-tid. Youtube har flest brugere ifølge tal fra DR’s medieforskning, skarpt forfulgt af Netflix og DRTV. Men tidsforbruget er størst hos Netflix, som i 2019 satte sig på henved halvanden time af en gennemsnitsdanskers daglige tv-forbrug. Det er tal, jeg i perioder selv kan genkende; i sidste uge brugte jeg således næsten 10 timer på ”The Crown”.

Fordi alle afsnit er tilgængelige på én gang, er det svært ikke at snuppe et mere, selvom klokken nærmer sig den forkerte side af midnat. Den fristelse ved Netflix-tilrettelæggerne en masse om, og derfor er dramaturgien skruet sammen på en måde, så det er svært ikke at lade næste afsnit begynde, når en lille boks på skærmen fortæller, at det begynder om ti sekunder. Men før eller siden glipper øjnene og bekræfter Netflix’ tese om, at søvn er den største konkurrent.

Teknik og dramaturgi er imidlertid ikke nok. Og i ”The Crown” er der ikke sparet på hverken detaljer eller store tableauer. Det er tilmed lækkert fotograferet, suverænt klippet og mestendels temmelig godt spillet.

Den slags koster. Kan være svært at konkurrere med. Og når politikerne næste år skal lave et nyt medieforlig, bør de diskutere, hvordan DR’s og TV 2’s streamingtjenester skal klare sig i et landskab, hvor alene Netflix bruger mindst, hvad der svarer til 40 milliarder danske kroner årligt på nye dramaserier. Det er cirka 13 gange mere end DR’s samlede budget; et tal som sammen med ”The Crown” meget godt viser Netflix’ enorme styrke.

Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.