Kvantespring for journalistik og udfordring for etik

Ifølge Ejvind Hansen, forskningschef i journalistisk filosofi, er det værdifuldt, at medier kan gå sammen i stærke afslørende netværk. Men det er mindst lige så vigtigt, at andre medier står udenfor. –
Ifølge Ejvind Hansen, forskningschef i journalistisk filosofi, er det værdifuldt, at medier kan gå sammen i stærke afslørende netværk. Men det er mindst lige så vigtigt, at andre medier står udenfor. – . Foto: Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

”Et kvantespring for journalistikken” skrev en debattør, Bodil Rohde, i forlængelse af fagbladet Journalistens gennemgang af, hvordan 109 medier verden over, herunder Danmarks Radio og dagbladet Politiken, havde samarbejdet om de såkaldte Panama-papirer.

Mere end 11 millioner hemmelige dokumenter fra advokatfirmaet Mossack Fonseca om berømte og mindre berømte menneskers anbringelse af penge i skattely i det lille mellemamerikanske land var blevet lækket af en anonymwhistleblower . Via organisationen ICIJ, der organiserer undersøgende journalister på tværs af landegrænser, opstod i løbet af et år et samarbejde mellem et rekordstort antal medier om i fællesskab at dele og studere papirerne, dele de journalistiske sensationer imellem sig og at publicere samtlige afsløring på én og samme gang – forrige søndag i danske tv-nyhedersprimetime klokken 20.00.

Ligesom alle andre har også Ejvind Hansen, forskningschef i journalistisk filosofi ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, fulgt afsløringerne, der omtaler såvel magthavere som britiske David Cameron, russiske Vladimir Putin og den nu afgåede islandske statsminister Sigmundur David Gunnlaugsson og andre berømtheder som den argentinske fodboldstjerne Lionel Messi.

Og Ejvind Hansen er langt hen ad vejen enig i, at den aktuelle sag indvarsler en helt ny tid for den undersøgende og afslørende del af journalistikken.

”Vi har set ét lignende tilfælde før, nemlig da en række store medier i 2013 gik sammen med organisationen Wikileaks om offentliggørelsen af lækkede amerikanske forsvars- og efterretningsoplysninger. Men denne gang er der endnu flere medier involveret. Det viser, at det kan lade sig gøre for mediefolk at samarbejde bredt om dybdeborende journalistik, selvom dette indebærer, at man skal afstå fra mediernes traditionelle konkurrence om at komme først med nyhederne,” siger Ejvind Hansen og tilføjer:

”Panama-papirerne og Wikileaks-afsløringerne har det til fælles, at de består af meget store mængder lækket materiale, som ét medie dårligt ville magte at håndtere alene. Måske har det især kunnet lade sig gøre at samarbejde, fordi samarbejdet har været internationalt, og for eksempel kun to danske medier har været med. Vi mangler endnu at se, om det også kan lade sig gøre nationalt. Danske medier har ofte givet udtryk for, at den dybdeborende journalistik er svær at prioritere, fordi udgifterne ved det grundige arbejde langt overstiger, hvad man får ud af afsløringerne.”

Er det alene en historie om en vellykket journalistisk operation, eller er der også nogle etiske overvejelser, medierne bør have med, når de indgår et så omfattende samarbejde?

”I udgangspunktet finder jeg det positivt, at medierne har kunnet arbejde sammen i denne sag. Men der er naturligvis en faktor, der hedder demokratisk, offentlig diversitet, man bør tænke på. Hvis vi kommer derud, hvor al journalistisk efterforskning bliver samlet i det samme forum, som koordinerer og styrer offentliggørelsen af det, vil det være betænkeligt. Der ligger en styrke i mediernes indbyrdes konkurrence, mediernes tradition for at vælge forskellige målgrupper og vinkler, og mediernes indbyrdes mulighed for at kigge hinanden i kortene, som helst ikke skulle gå tabt.”

”I det konkrete tilfælde, med afsløringer i den her kategori synes jeg, det er relevant, at medierne er gået sammen. Og det er i øvrigt ikke mit indtryk, at nogen medier er blevet påtvunget bestemte journalistiske vinkler. Men denne type samarbejde skal være forbeholdt de rigtig store sager, ikke sager om prins Henriks dankort-transaktioner eller hvad man ellers kunne forestille sig.”

Ingen – eller i hvert fald kun få – kender kilden, der har lækket alle dokumenterne. Det betyder, at hovedparten af de mange hundrede journalister behandler en sag, de ikke kender ophavsmanden til. De forsøger selvfølgelig at kontrollere oplysningerne, men er der ikke en risiko for, at usande oplysninger kan blive spredt med lynets hast med denne arbejdsmetode?

”Jo, det er et klassisk element i den dybdeborende journalistik, at man yder kildebeskyttelse, men i dette tilfælde er udfordringen for den enkelte journalist ikke alene, at man skal have tillid til hinanden, men også at de oplysninger, man får, er troværdige, og at alle overholder aftalen og ikke ’breaker’ nyheden før alle de andre.”

”Det er meget, meget afgørende, at det enkelte medie arbejder grundigt og selvstændigt med oplysningerne og ikke bare videreformidler dem. Men her er samarbejdet også værdifuldt. Netop fordi man har aftalt, hvornår oplysningerne skal offentliggøres, er der ingen, der af konkurrencehensyn tilskyndes til at gå for hurtigt ud med oplysninger, de burde have undersøgt nærmere.”

Den berømte Watergate-sag fra USA i 1970’erne handlede i udgangspunktet om én læk til to journalister på samme avis, som udartede til, at en præsident måtte gå af. Er Panama-papirerne udtryk for, at nu foregår det samme med flere millioner dokumenter og 100 medier samtidig – og er det i givet fald noget, du tror, vi vil se meget til i fremtiden?

”Det er svært at spå om. Nu har der været to store sager, og jeg tror ikke, vi ser det ske igen i år. Men det er da en udvikling i tiden, at vi har de her store datamængder liggende på computere, som kan lækkes på et øjeblik, og som er så omfangsrige, at en enkelt journalist eller avisredaktion ikke kan håndtere dem. Derfor er det en ny form for samarbejde, som ville have været utænkelig i et liberalt mediemarked for nogle årtier siden.”

ICIJ står for ”The International Consortium of Investigative Journalists” og er et globalt netværk, som har mere end 190 journalister ved toneangivende medier i 65 lande som medlemmer. Kan sådanne netværk ikke blive lige så magtfuldkomne som regeringer eller ledelsen i store virksomheder, hvis de får en slags monopol på en stor, journalistisk afsløring?

”Når der etableres et samarbejde, som taler med så stærk en stemme, er der også et behov for en modstemme. Det er værdifuldt med en kritisk presse, men så skal der også være stærk selvkritik hos medierne og mediekritik hos borgerne. Det er værdifuldt med den slags samarbejde. Men det er også værdifuldt, at nogen ikke er med i det. Hvis alle danske medier går sammen om en fælles journalistisk afsløring, så der ikke er nogen medier til at se til fra sidelinjen, er det et etisk problem.”

Panama-papirerne, som er blevet lækket fra advokatfirmaet Mossack Fonseca, føjer sig ind i en lang række af sager, hvor lækage af dokumenter har fået store følger for de involverede. For eksempel Wikileaks (øverst th.), Watergate (nederst th.) og den hjemlige Se og Hør-skandale. – Fotos: Scanpix.
Panama-papirerne, som er blevet lækket fra advokatfirmaet Mossack Fonseca, føjer sig ind i en lang række af sager, hvor lækage af dokumenter har fået store følger for de involverede. For eksempel Wikileaks (øverst th.), Watergate (nederst th.) og den hjemlige Se og Hør-skandale. – Fotos: Scanpix.