Jeg var for nylig i kontakt med sundhedsvæsenet i forbindelse med en spontan abort. Lægevagten sendte en ambulance, som kørte min kæreste og mig til Rigshospitalet. Ambulancebehandleren afleverede os på Gynækologisk Akutmodtagelse, hvor en sygeplejerske spurgte til mine symptomer. Jeg blev henvist til en seng på gangen, og herefter gik sygeplejersken, som var på vej hjem fra nattevagt. Vi fik ingen information om, hvornår jeg kunne tilses af en læge, og jeg blev ikke tilbudt smertestillende medicin.
En spontan abort kan være meget smertefuld. De fleste kan desuden gennemskue, at det ikke kun er forbundet med fysisk smerte at miste en ønsket graviditet. Det er også forbundet med sorg. Jeg befandt mig således i en særdeles sårbar situation, da jeg lå på gangen på Rigshospitalet og aborterede. Imens gik sygeplejersker, andre patienter og deres pårørende forbi. En portør stod ved siden af min seng og førte en privat telefonsamtale.
Jeg spurgte efter en rum tid en sygeplejerske om, hvorfor jeg skulle ligge der. Svaret var ”Du ligger her jo fordi, du har ondt.” Jeg var selvsagt ikke selv i tvivl om, hvorfor jeg var på hospitalet, men jeg forstod ikke, hvorfor jeg skulle ligge til skue på gangen. Jeg spurgte desuden, om hun havde en idé om, hvornår en læge ville tilse mig. Jeg fik at vide, at lægen ville komme, når der ikke længere var mere akutte patienter at tage sig af.
Naturligvis skal ressourcerne på et hospital prioriteres efter, hvilke patienter der er mest akutte. Jeg har fuld forståelse for, at der kan være travlhed, som gør, at sygeplejersker ikke har tid til at informere patienter løbende. Men det er i høj grad forbundet med kontroltab og bekymring at være på hospitalet, og derfor skal patienter behandles med professionalisme, empati og respekt for den situation, de befinder sig i. Og for at personalet kan leve op til de krav, skal de have mere tid og mentalt overskud.
Da lægen endelig kom, var der tale om en læge under oplæring. Alle patienter må affinde sig med at bidrage til, at nye læger og sygeplejersker skal tilegne sig praktisk erfaring under uddannelse. Det må bare ikke blive personalets oplæring, der fylder i behandlingsrummet. Det bør altid være patienten, der er i fokus, og det var ikke vores oplevelse den dag. Desværre handler det igen om, hvordan ressourcer prioriteres i det offentlige sundhedsvæsen. Imens stod en stor gruppe sygeplejersker i ulovlig strejke uden for hospitalet.
Mødet med sundhedsvæsenet skal ikke være den mest traumatiserende del af en spontan abort. Det er vanskeligt at forestille sig, at det nogensinde bliver en god oplevelse, men det havde været meget nemt at gøre oplevelsen tålelig. Her følger de allermest lavthængende frugter: 1) Sørg for at patienter bliver placeret i et aflukke, så der værnes om patienters privatliv. Det giver i øvrigt mulighed for at afskærme for udsigten til barselsafsnittet på den anden side af gangen, hvor lykkelige, nybagte forældre går omkring med deres nyfødte babyer. 2) Giv patienterne lidt information, når de ankommer til hospitalet. Fortæl eksempelvis, hvor der kan findes et glas vand, en kop kaffe eller lidt mad. Fortæl som minimum, hvor patienten kan finde et toilet, og tilføj at derude er hygiejneprodukter til at afhjælpe den kraftige blødning, som en spontan abort ofte medfører. 3) Udvis respekt for patienterne og deres situation i kommunikationen.
En uge senere var jeg til kontrol på samme afdeling. Jeg blev tilset af en læge, der ikke var til stede ved mit første besøg, og hun havde en sygeplejerske med, som var under oplæring. Da undersøgelsen var færdig, fortalte jeg om min oplevelse fra ugen før. Min feedback blev taget imod med professionalisme og endda empati. Det er jeg taknemmelig for. Der er således ikke en finger at sætte på lægens behandling denne dag, men da jeg kritiserede at blive placeret på gangen i en så sårbar situation, var hendes svar, at en seng på gangen er et vilkår, og at det er sådan, systemet er sat op.
Da jeg kritiserede at blive placeret på gangen i en så sårbar situation, var hendes svar, at en seng på gangen er et vilkår, og at det er sådan, systemet er sat op.
Til det kan jeg kun sige, at så har det danske sundhedsvæsen fejlet. Og så er det tid til at se på mere end sygeplejerskernes løn. Det er ikke en naturlov, at de danske hospitaler tilbyder senge på gangen til patienter. Det er derimod en praksis, man har indført, og dermed også en praksis, man kan afskaffe. Det danske sundhedsvæsen er fastlåst i gamle vaner.
Vores sundhedsvæsen er til for at behandle patienter, ikke for at sikre arbejde til en styrke af muligvis underbetalte sundhedsarbejdere. Jeg er overbevist om, at vores sundhedsvæsen er fyldt med kompetente læger, sygeplejersker med mere. Men jeg tror også, at der ligger et kæmpe uudnyttet potentiale, som kun kan indfries, hvis systemet forbedres og moderniseres.
Jeg tror, at der findes en stor andel danskere, som har dårlige oplevelser med det offentlige sundhedsvæsen. Hvis det skyldes manglende midler, skal skatten sættes endnu mere op, eller midler skal omdirigeres. Hvis det skyldes et forældet system, så skaf nogle friske øjne – ikke til at sikre besparelser og gennemføre Lean-øvelser, men til at sikre et minimum af kvalitet i behandlingen. Dette gælder ikke kun den medicinske behandling, men også omgangen med patienterne. Det mener jeg er et rimeligt krav at stille til et sundhedsvæsen i et velfærdssamfund som det danske.
Anne Fahrendorff er ansat i den offentlige sektor.