Kvindelig journalist risikerer fængsel: ”Marokko er et sædelighedsdiktatur”

Der er heftig debat i Marokko om social kontrol, fordi en kvindelig journalist er blevet sigtet for at få foretaget en abort og for sex uden for ægteskabet

Marokkanske aktivister holder bannere ved en demonstration foran en retsbygning i landets hovedstad, Rabat, for at vise deres solidaritet med journalisten Hajar Raissouni, som risikerer to års fængsel. –
Marokkanske aktivister holder bannere ved en demonstration foran en retsbygning i landets hovedstad, Rabat, for at vise deres solidaritet med journalisten Hajar Raissouni, som risikerer to års fængsel. – . Foto: Youssef Boudlal/Ritzau Scanpix.

HAJAR RAISSOUNI BLEV ANHOLDT den 31. august, da hun forlod en klinik i Marokkos hovedstad, Rabat, sammen med den mand, hun skulle giftes med få dage senere. Siden har den 28-årige journalist været fængslet og risikerer nu to års fængsel. Hun er sigtet for at have fået foretaget en abort på klinikken, men også for at have haft sex uden for ægteskabet.

Begge dele er forbudt i Marokko, som sidste år rejste tiltale mod 17.551 personer for utroskab eller ulovligt seksuelt samkvem og mod 73 personer for abort. Sagen har rejst en mediestorm i Marokko, hvor anholdelsen af Hajar Raissouni er blevet symbolet på det, som er blevet kaldt ”det marokkanske sædelighedsdiktatur”.

”Vi mænd og kvinder, marokkanske borgere, erklærer, at vi er lovovertrædere. Vi har haft sex uden for ægteskabet. Vi har fået foretaget abort eller været medskyldige. Vi lever i en kultur af løgn og socialt hykleri,” siger foreløbig 1500 marokkanske kvinder og mænd, der har skrevet under på en appel offentliggjort i blandt andet det marokkanske magasin TelQuel.

For sagen mod Hajar Raissouni har udløst en offensiv mod en lovgivning, der betragtes som ude af trit med det marokkanske samfund, men også som et udtryk for undertrykkelsen af de individuelle frihedsrettigheder i det nordafrikanske kongedømme.

”Kun en tilbagestående stat kan kaste voksne mennesker i fængsel for at have haft et kærlighedsforhold eller sex med begges samtykke. Vi kan ikke leve i et land, der kontrollerer sine borgeres seksualliv og privatliv,” skriver sociologen Sanaa El Aji på internetbloggen Marayana.

PROFESSOR I POLITISK VIDENSKAB ved universitetet i Rabat Mehdi Alioua påpeger i Le Monde Afrique, at ”det særlige ved sædelighedsdiktaturet er, at denne form for social kontrol lægger hele ansvaret for den offentlige og den sociale orden på kvindernes skuldre. Enhver frygt for forandring kædes sammen med kvindernes frihed.”

Men i virkeligheden har det marokkanske samfund allerede forandret sig markant, understreger han.

”Der er flere og flere kvindelige direktører, politibetjente, universitetslærere, husejere og så videre. Marokkanerne gifter sig senere og senere (29 år i byerne og 26 år på landet), og de får 2,19 børn. Det er ikke kun kvinderne, men også mændene, der har ændret sig,” skriver Mehdi Alioua.

”Straffeloven hænger som et damoklessværd over alle marokkaneres hoved og bør bringes i overensstemmelse med det marokkanske samfund,” skriver også advokaten Laila Slassi fra det feministiske netværk Masaktach til Huffington Post Africa.

Debattørerne peger på, at Marokko hvert år tæller 600-800 illegale aborter, der foretages til fare for kvindernes liv og helbred. ”Lovgivningen koster liv,” skriver formanden for Sammenslutningen mod Illegal Abort, lægen Chafik Chraibi i TelQuel.

Og demonstranterne foran retsbygningen i Rabat, hvor retssagen mandag blev udsat for tredje gang, kræver da også, at tiltalen for illegal abort frafaldes. Et krav, som støttes af de marokkanske islamister i regeringspartiet PJD.

For sagen om Hajar Raisouni er også en grumset politisk kamp, hvor de sædvanlige skillelinjer mellem islamister og sekulære er blevet uklare.

PJD hævder, ligesom Hajar Raissouni, at beskyldningerne er falske og fabrikeret af staten for at ramme en journalist, der har skrevet kritisk om sidste års langvarige opstand i Rif-området i det nordlige Marokko. Hun støttes derfor af den internationale presseorganisation Reportere Uden Grænser.

Men hun skriver, påpeger netmediet Le Desk, i det arabisksprogede dagblad Akhbar Al-Yaoum, ”som er kendt for sine bånd til de islamiske miljøer og især de mest radikale dele af PJD”, der er på kant med kong Muhamed VI, ligesom hendes onkel, som den kendte islamiske ideolog, Ahmed Raissouni.

Retsvæsenet har dermed rodet sig ud i en sag, hvor den marokkanske stats begrænsninger af en hel stribe frihedsrettigheder blotlægges, fra privatlivets fred og ligestilling til pressefrihed og retsstat.