Prøv avisen
Kiosken

Kvindens befrielse eller heksejagt på manden?

Afsløringerne af Hollywood-produceren Harvey Weinsteins seksuelle krænkelser over for skuespillere har genoplivet kampagnen #metoo. Flere frygter, at kampagnen vil føre til en generel heksejagt af mænd. Foto: Vince Bucci/AP/ritzau

Afsløringerne af Hollywood-produceren Harvey Weinsteins seksuelle krænkelser og overgreb på skuespillere har genoplivet kampagnen #metoo, der stammer fra 2007. Debatten har spredt sig verden over og blandt andet ført til listen Shitty Media Men, hvor man kan navngive mænd fra mediebranchen, der angiveligt har misbrugt deres position på seksuel vis

Hollywood-produceren Harvey Weinsteins udnyttelse af sin magfulde position til at forulempe skuespillere seksuelt har genoplivet en kampagne på de sociale medier, hvor kvinder fortæller om erfaringer med krænkelser. Hashtagget #MeToo stammer fra 2007, men fik nyt liv, da skuespilleren Alyssa Milano i forbindelse med Weinstein-skandalen spredte det til sine mange Twitter-følgere.

Knap en million tweetede på #MeToo de første 48 timer, og bevægelsen fandt over på Facebook, hvor den hentede 12 millioner kommentarer de første 24 timer. Siden er tallet selvsagt eksploderet.

En stor debat er sprunget frem i de klassiske medier, både i USA og Europa, for eksempel i England, hvor The Guardians kommentator Zoe Williams er lettet og lykkelig over, at ofre ikke længere behøver skjule sig.

En flodbølge af nye afsløringer vil snart følge, spår hun.

Det ærgrer dog Zoe Williams, at feminister gerne bærer over med grænseoverskridende opførsel fra mænd på venstrefløjen. I Storbritannien kan en Labour-politiker fremsætte bemærkninger med kvindeforagtende undertone, uden at nogen reagerer, men havde en konservativ sagt noget lignende, så tager vi alle vores lyserøde vagina-huer på og går i demonstration, skriver Williams.

Ingen bør være fredede i den nye tidsalder, der nu bryder frem, erklærer hun.

Jessica Valentini, ligeledes fast kommentator på The Guardian, er glad for, at #MeToo nu følges op af en liste kaldet Shitty Media Men, hvor man kan navngive medie-herrer, som angiveligt har misbrugt deres position på seksuel vis, lige fra tvetydige mails til korporlige overfald.

Nogle indvender, at det er uansvarligt med en liste, hvor folk hænges ud uden at kunne forsvare sig, og hvor diskrete tilbud figurerer side om side med regulær voldtægt, men kritikerne fatter ikke pointen, skriver Valentini:

”Det er en nødforanstaltning: at dulme skaderne for et fællesskab af mennesker, der ikke følte, de havde andet sted at gå hen.(...) Dette er ting, som ikke behøver holde den samme standard, som kræves, når man anmelder chikane eller overfald.”

Jessica Valentini vil ikke høre flere argumenter om, at man ikke bare kan antyde uden bevis, eller at der skulle findes forseelser under bagatelgrænsen:

”Er tingene blevet så forfærdelige, at vi er villige til at lade de helt almindelige kryb slippe af sted med det, fordi – hey, i det mindste voldtager de os ikke!”

Valentini håber, flere lister vil spire frem:

”For hvis der er nogen, der lige nu har fortjent at blive optalt, så er det uhyrerne.”

Ella Wheelan, redaktør på magasinet Spiked, er uenig. Ved alle kampagner på de sociale medier er det svært at vurdere, hvor meget der er sandt, og hvor meget der er overdrivelse, men #MeToo er særlig vanskelig at vurdere:

”Nogle har tweetet om virkelige hændelser, der går lige fra at blive fløjtet efter til at blive seksuelt overfaldet.”

Mange har kun skrevet ordene ”Også mig”, for ofre behøver ikke røbe deres historie. Ikke desto mindre finder Wheelan, at kampagnen er ved at udvikle sig til en heksejagt. Vrede feminister slutter direkte fra Weinstein til alle mænd. Og Wheelan tager afstand fra Jessica Valentinis opråb om at ”tælle uhyrerne”:

”Hvis man kalder alt fra råb på gaden til blikke i baren for seksuel forulempelse, så devaluerer vi begrebet. Mange af eksemplerne er blot umoden opførsel. Panikken omkring forulempelse og kvinders sikkerhed er ved at rotere ud af kontrol. Når man lytter til nogle feminister, skulle man tro, at kvinder er i fare, hver gang de går ud på gaden.”

Selvfølgelig skal de ægte eksempler undersøges og straffes, skriver Ella Wheelan:

”Men at nære en moralsk panik, som opmuntrer kvinder til at føle sig mere sårbare og som dæmoniserer mænd, er bare destruktivt og forkert.”

Stephanie Gutmann, forfatter og journalist, mindes i samme magasin, hvordan hun som ung arbejdede som praktikant ved en radiostation, hvor en leder altid roste hendes flotte ben. Hun blev smigret og smilede hver gang, for manden var så fredsommelig.

I dag ville han ikke turde, for nu kan praktikanten anlægge sag, tilintetgøre ham og blive rigtig rig.

Situationen udvikler sig med stor hast, og disse ugers vrede anklager vil rulle som en snebold og opsamle stadigt flere tågede definitioner og anekdoter.

”Det, som snebolden vil knuse – det, som i vid udstrækning allerede er knust – er normal, afslappet, endda – tør jeg sige det? – flirtende udvekslinger mellem mænd og kvinder,” skriver Stephanie Gutmann.

Anders Raahauge er kulturjournalist, sognepræst og medlem af Det Etiske Råd. I Kiosken samler han hver uge op på og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat.