Jurist: Ingen skal gøre sig til dommer over mit sexliv

Det er jo helt meningsløst at give mig retten til at vælge, hvis der skal stå en Jacob Munk og tage stilling til om min beslutning lever op til hans normer for, hvornår en kvinde må have sex, skriver jurist Elisabeth Bjerregaard.

Det er jo helt omsonst, at Munk skal stille sig til dommer over Klæstrup og Holtens valg. Det er da om noget at gøre kvinder til et objekt.
Elisabeth Bjerregaard, jurist

Hvor meget kærlighed skal der være, før jeg kan have sex uden at afkoble sex og kærlighed? Tæller en sådan lidt halvlunken kærlighed, eller skal jeg elske min sexpartner fuldt og af hele mit kvindehjerte, spørger Elisabeth Bjerregaard som led i debat om den såkaldte fjerdebølgefeminisme

JACOB MUNK KALDER sig selv for feminist, og sådan indleder han sit debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 10. januar. Det starter så godt, og dog ender det alligevel med at køre af sporet.

Og det kan siges ganske kort: Munk, du retter skytset den forkerte vej. Jacob Munk anfører, at det tit og ofte igennem historien har været mænds forhold til kvindekroppen, som har været problemet. Så langt er jeg enig med ham – det har godt nok tit været et problem.

Men i stedet for så at komme med en opsang til alle hans krænkelsesparate halvlumre med-mænd ender han med at kritisere feministerne Emma Holten og Nikita Klæstrup.

Problemet er tilsyneladende, mener han, at Klæstrup og Holten afkobler sex fra kærlighed i deres vilje til at have sex med hvem, de vil. Han mener, at de gør kvindekroppen til et objekt – noget, feminismen altid har kæmpet imod.

Men en af pointerne i feminismen er jo, at jeg som kvinde selv må vælge. Og det er jo helt omsonst, at Munk skal stille sig til dommer over Klæstrup og Holtens valg. Det er da om noget at gøre kvinder til et objekt.

Der er åbenbart frihed til at vælge, hvad man vil som kvinde, hvis det bare passer ind i de normer, som Munk er i færd med at presse ned over hovedet på os kvinder. Det er jo helt meningsløst at give mig retten til at vælge, hvis der skal stå en Jacob Munk og tage stilling til om min beslutning lever op til hans normer for, hvornår en kvinde må have sex.

Dette åbner så for et meget interessant spørgsmål, hvis man skal følge Munks logik – hvor meget kærlighed skal der være, før jeg kan have sex uden at afkoble sex og kærlighed? Tæller en sådan lidt halvlunken kærlighed, eller skal jeg elske min sexpartner fuldt og af hele mit kvindehjerte? Det er jo grinagtigt og til at få røde knopper af.

Jeg er kvinde, og jeg må gøre med min krop og mit liv, som jeg vil. Og jeg poster de billeder på Facebook og Instagram, som det passer mig.

Jeg afkobler og tilkobler, som det passer mig, og det er der ikke en eller anden bedrevidende mand, som skal stille sig til dommer over for.

Jeg vil faktisk gå så langt som til at kalde Munks ”nye vej for feminisme” for en feministisk vranglære. Denne feministiske antitese vidner om en helt fundamental manglende forståelse for, hvad feminisme er. Munk må selvom sin definition på det kærlighedsfyldte ægteskab, som åbenbart er et mål i sig selv her i livet.

Men jeg vil holde fast i min ret til selv at vælge. Selv at vælge om jeg vil have sex med en mand, hvor mit hjerte ikke er ved at sprænges af kærlighed, hver gang jeg ser ham. Så kan Munk selv undlade at have det som et mål at accelerere den seksuelle frigørelse, men derimod at reclaime ægteskabet. Fred være med det.

Og det kan da godt være, at jeg engang rammes af kærlighed, sex og ægteskab, som stormen ramte Luther. Og jeg kommer til at leve i et ægteskab, hvor sex og kærlighed forenes i en lykkelig pærevælling. Men indtil da vil jeg gerne forbeholde mig retten til at have sex med de mænd, som jeg vælger, og poste de billeder, som jeg vælger.

Det er mit valg at tage, selvom jeg er kvinde, og selvom det ikke lever op til Munks normer.

Elisabeth Bjerregaard er cand.jur. og fjerdebølgefeminist.