I en af komediefilmene om den forvirrede Bridget Jones er hovedpersonen ved et uheld havnet i et thailandsk kvindefængsel. Her lytter hun til medfangernes hårrejsende beretninger om, hvordan de af deres mænd er blevet tvunget til prostitution og heroinafhængighed og forstår, at hun nok overreagerede lidt, da hun droppede sin kæreste, fordi han ved en advokatmiddag forsømte at inddrage hende i samtalen.
Bridget Jones indser med andre ord noget om livets sande proportioner, og jeg havde samme fornemmelse i onsdags på kvindernes internationale kampdag.
Mens FN konkluderer, at Afghanistan er verdens mest kvindeundertrykkende land, hvor kvinder hverken må gå i skole eller bare frit omkring, og mens talrige kvinder med indvandrerbaggrund herhjemme er underlagt social kontrol, var det store emne i onsdags, at danske kvinder lider under såkaldt mental overload. Det betyder, at kvinden ofte i hjemmet udfører flest praktiske opgaver så som at sørge for fastelavnskostume, kommunikere med skolen og lægge tøj sammen.
Den proportionsforvirrede danske kvindedebat er lige dele morsom og sørgelig og naturligvis grundigt svøbt i den populære teori om kulturel konstruktion, der især trives i mediecirkler. Her, hvor holdninger smitter hurtigere end selv den skrappeste influenza. For eksempel i TV 2-debatprogrammet ”News & Co”, hvor ikke én eneste på kampdagen fik den tanke, at kvinder muligvis påtager sig de hjemlige pligter, fordi de ønsker at håndtere tingene efter deres eget hoved.
Midt i tidens overbevisning om, at kønnenes forskellighed primært skyldes, at vi fra begyndelsen lægger bestemte forventninger ned over drenge og piger, er muligheden for at medregne medfødt natur og biologiske forskelle forduftet. Også selvom tegn på den slags ofte næsten råber os ind i ansigtet. Som da drejebogsforfatter, Laura Dyhrcrone, på TV 2 forbløffet beskrev, hvordan folk selv i hendes unge feministiske omgangskreds ”af en eller anden grund” lever i gamle kønsroller. Hun fattede det simpelthen ikke, men så det som et markant problem, der bør debatteres, og vi er tilbage ved Bridget Jones i fængselscellen.
Det er en hån mod alle de kvinder i verden, der oplever alvorlig undertrykkelse, at vi den 8. marts fører en alenlang diskussion om, hvem der i denne forkælede nordiske hverdag står for indkøb af flyverdragt. Nogle vil hævde, at det er vigtigt, fordi den ”mentale overload” stjæler kræfter fra mere karrierefremmende aktivitet, og det er nok rigtigt. Men det må kvinderne jo selv om.
Den dag, det bliver tilstrækkeligt vigtigt for dem at få en magtfuld karriere, holder de vel op med at sy det fastelavnskostume fra grunden. Vi er frie i dette land. Vi skal ikke dækkes til, vi er ikke tvunget til at følges med en mand eller overhovedet stifte familie, men kan gøre, hvad vi vil.
Derfor føles det temmelig skamfuldt at lytte til debatten på endnu en kvindernes kampdag i Danmark. Nu er den nået frem til opvasken. Ret meget mindre bliver det forhåbentligt ikke.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.