UDSENDELSEN VAREDE kun 20 minutter. 20 minutter på DR 2 med sygehuspræsten Christian Juul Busch og forfatteren Sissel-Jo Gazan. To menneskers samtale om den dybeste grund i et menneskes liv. To mennesker og et kamera i Rigshospitalets smådeprimerende omgivelser. Minimalistisk og skrabet. Kun ansigter og øjne og ord. Og det virkede.
Det virkede, fordi du som seer kunne mærke, at her sad to mennesker, som har levet og mærket og kæmpet med livet og smerten og tabet. Erfaringer, som ikke er ens, men som giver samme klangbund. Baggrunden for mødet var Sissel-Jo Gazans erfaring med kærlighedens tab. Manden forlod hende for tre år siden og forsvandt fra Jordens overflade. Et tab, ja. Men ikke et dødstab. Kun en skilsmisse.
Kun. Sådan er omgivelsernes reaktion ofte. At nå ja, skilsmisse sker jo for så mange, så det er ikke så slemt. Hvorimod tabet ved dødsfald er langt mere graverende og fremkalder den dybeste medfølelse hos alle, både hos dem, som har mistet, og dem, som ikke har.
Christian Juul Busch gav sagte Sissel-Jo Gazans sorg krop og tydelighed ved at forklare, at skilsmissen er anderledes end andre tab. Fordi det er et uklart tab. Og at den forladte ofte kunne ønske sig, at ægtefællen var død, så tabet blev klart. Det, at han/hun stadig lever et sted derude i verden, gør, at ens håb om, at alting kunne være anderledes, til stadighed fodres. Og, at en måde at gøre det uklare tab klart på, er ved at tage afsked med netop den drøm om, at alting kunne være anderledes. En eksistentiel krise, som vi intet kan stille op imod.
Og det er svært for os moderne mennesker, som ellers har fod på alting. Det er rigtig svært at være sørgende i det 21. århundrede. Hvilket er paradoksalt, da vi mister i langt mindre målestok end på oldemors tid, hvor der virkelig var noget at græde over. Men tilgangen til livet var derfor også en anden. At livet er farligt og ukontrollerbart, og derfor må vi lægge meget af vores angst og bekymring over i Guds hånd. En formulering, der viser ydmygheden over for de magter i tilværelsen, vi ikke selv kan magte.
VI VIL SÅ GERNE løse alting. Men et tab kan ikke løses eller tackles eller håndteres, for et tab er ikke et problem. Det er et vilkår som menneske, at når du binder dig til andre i kærlighed, vil du også erfare smerten ved at miste igen. Eller som Christian Juul Busch citerede fra Colin Murray Parkes? bog "Sorgen og den sørgende": "Sorgens smerte er fuldt så meget en del af livet som kærlighedens fryd. Det er måske den pris, vi betaler for kærligheden. Hengivenhedens pris." Men hvordan så knytte sig på ny, når vi ved, at det kan indebære risikoen for tab endnu en gang?
Det er sådan, det er, sagde præsten til forfatteren. Du kan aldrig sikre dig og gardere dig, thi det at elske er at gøre dig sårbar. For kærlighed er altid afmagt og dermed en bøn om, at den anden er varsom mod mig. At den anden lægger mig nænsomt om sit hjerte, som Højsangen i Bibelen så smukt udtrykker det. At elske er en bøn til den anden om at lægge mig som en seglring om dit hjerte.
Kristine Stricker Hestbech er præst og foredragsholder