For nogle uger siden deltog jeg i et debatarrangement om religion. Det foregik blandt en flok gymnasieelever, og sammen skulle vi diskutere religionens rolle i samfundet. Imidlertid kom det mest til at handle om forskellen mellem kristendom og islam, for til stede i panelet var også en muslimsk kvinde, der pludselig meddelte, at hun skam tror på alle tre monoteistiske religioner. Med islam som kronen på værket, forstås.
LÆS OGSÅ: 10 citater om kærlighed fra Kierkegaard
Jeg rømmede mig tilpas hørbart og bemærkede, at det vist ikke kunne passe. For islam og kristendom rummer jo helt forskelligt trosindhold, så hvordan kan det være muligt at tro på begge religioner på én gang? Jo, det kunne det, lød svaret, fordi alt i sidste ende handler om kærlighed. En pæn del af tilhørerne nikkede.
Argumentet om kærlighedens magt kan de fleste forstå, og man gør også klogt i at forstå det, hvis man gerne vil undgå at blive opfattet som en noget kold karakter. Hvis man for eksempel fastholder, at ordet kærlighed ikke er et løsen, der ophæver enhver vanskelighed i verden. Men gymnasieelever er nemme ofre. Mange af dem ved intet om kristendom, og de kan være som voks i hænderne på en scenevant muslimsk debattør, der har knækket koden og ved, hvordan man skal tiltale unge, værgeløse sekulære hjerter.
Men her slutter det ikke, for koden præger også den politiske debat, hvor værdikampen for tiden kredser om parforhold, vielser og definitionen af en familie.
Forleden kunne man opleve en debat mellem minister for kirke og ligestilling Manu Sareen (R) og Pia Kjærsgaard (DF), og mest påfaldende var det at høre, hvordan Sareen i dén grad benytter sig af kærlighedskoden. Formuleringen: Det handler om kærlighed var således hans bedste argument i diskussionen om De Radikales idé med treforældrefamilier. Frem for at forholde sig til, hvordan en familie egentlig skal defineres, springer Sareen hele den besværlige historiske og samfundsmæssige vinkel over og ophøjer kærligheden til et universelt svar på det hele.
Samme letkøbte stil har som bekendt præget debatten om homoseksuelle vielser, og man aner, at der ofte findes et proportionelt forhold mellem misbruget af kærlighedsbegrebet og manglende seriøs tænkning. Kan man ikke henvise til andet, kan man henvise til den kærlige fællesnævner, der vel kendetegner alle mennesker med et godt hjerte.
Det er således ikke tilfældigt, at de homoseksuelle for tiden udgør en helt dominerende faktor i værdidebatten. De optræder overalt som centrale symboler på kærlighedskoden og dens mission med hele tiden at udfordre en mere traditionel samfundsorden. Man bør altid lede efter årsagen til, at en bestemt minoritet ophøjes til magthavernes maskot, og de homoseksuelle er i denne tid blevet gjort til billedet på en ideologisk bestræbelse efter at bryde grænser ned.
En stor del af sagens kerne er, at vi er i færd med at afskaffe begrebet modsigelse. Det ligger i tidens overordnede menneskesyn, at skyldigheden er afskaffet, mens det onde er reduceret til en slags samfundsskabt defekt.
Mennesket ses ikke som et væsen, der skal modsiges, begrænses eller anspores til selvbeherskelse, men i stedet som den, der skal formes i medløb, og der er tegn på fare, når kærligheden trækkes fra det personlige følelsesliv og ind i debatten.
For så kan man glemme, at mennesket rummer så meget andet end evnen til at elske, og at et samfunds normer ikke som ved en naturlov skal tilpasses kærlighedens kraft. Det er jo det, Sareen indirekte siger, når han håndterer en diskussion om fremtidens familieformer ved at bruge en retorik, der hører kunstnerens verden til. All you need is love, og mens John Lennon omkostningsfrit kunne sprede sin enfoldige idé om en fremtid uden givne rammer, hvor der hverken skulle eksistere landegrænser eller religioner, må en politiker ikke forfalde til den slags.
For så er han på vej ud i en grænseløs mentalitet, hvor han svigter opgaven også at forholde sig til fastholdelse, modsigelse og erkendelsen af, at ikke alt kan løses gennem den romantiserede kærlighedsbølge.
Det var netop den, der prægede stemningen ved gymnasiedebatten, som jeg forleden deltog i. Her var alle religioner i færd med at smelte sammen til én stor overfladisk kærlighedshyldest, hvor det personlige ansvar blev erstattet af naturlig trang til at elske. Alt imens Jesus og Muhammed ikke var til at skelne fra hinanden.
Man bliver dybt urolig ved tanken om, hvordan kærlighedsbølgen breder sig. Ikke fordi der er noget galt med kærlighed, men fordi vi forvilder os væk fra et realistisk menneskesyn, hvis vi tror, at den udgør svaret på alt.
Det er der helt klart nogle, der tror. For eksempel en magtfuld politiker, der midt i det, der skulle forestille en saglig samtale, kan finde på at gøre kærligheden til selvstændigt argument. Så er meget sagt. Så aner man, at bølgen er i gang.
Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen og journalist og forfatter Kåre Gade